Botheration - jeg poster for sjældent. Jeg har noget liggende om revyen som jeg bliver nødt til at skrive færdig, om perfektionisme og hvad man gør det hel for, men det er ikke lødigt nok til at blive postet endnu.

Men i aften skal jeg til genforening med min gamle gymnasieklasse. Hvad pokker skal man mene om det? Der er jo faktisk ingen mulighed for at gå tilbage, og de fleste til stede dér er jo ikke folk, man kender nu. Deri er det jo ikke farligere end et vilkårligt møde med en flok mennesker, man ikke kender. Det eneste lidt akavede er hele den spøgelsesseance, det nemt kan komme til at udarte i. Jeg ved ikke, om jeg i grunden har lyst til at skulle ud at møde genfærdet af mig selv for fem år siden. Eller genfærdet af en masse andre for fem år siden. Jeg kan nogenlunde forholde mig til, at jeg ikke blev helt så sej og dygtig som jeg måske mente, at jeg burde blive engang - dengang. Jeg er faktisk ikke så utilfreds med det, der foreløbig er blevet af mig. Men når så alle andre til stede også ved, at det mest ægte forhold, man har til dem, faktisk er et forhold til genfærdet af dem fra engang - nåja, jeg ved ikke helt. På den anden side vil jeg gerne se, at de alle sammen har det godt og kommer frem i verden.

Så længe der ikke er for mange af dem, der har fået børn...