Houdini, Houdini

Ting forsvinder hele tiden. De blæser væk hen over gaderne, folder sig ned under jorden, sætter af og flyver bort. Man kan fra tid til anden have på fornemmelsen, at langt den største del af al masse i universet må være optaget af ting, der lige i øjeblikket har forputtet sig. Nogle gange dukker de op igen, måske et andet sted og hos andre; ting og ord og mennesker. Måske har de været der hele tiden, men det kan godt være, at det er for en lidt kompliceret værdi af "der".

Det er naturligvis det, der gør det så svært at være forsvindingskunstner -- at tingene hele tiden forsvinder af sig selv. Tryllekunstneren skal formå at bibringe sit publikum en tro på, at tingene ikke vil forsvinde lige for næsen af dem, selv om det er helt på tværs af al menneskelig erfaring og af publikums forventninger til showet. Han skal fange et øjeblik, hvor han med med gester og ord har overbevist dem alle om, at den røde bold vil forblive i syne, så de i det øjeblik vil gispe, når den forsvinder.

Er I klar over, at Houdini forsvandt en elefant? På Hippodromen i New York i 1918, og folk var ikke særlig imponerede. Jeg ved ikke, om Houdini selv mente, at han havde fået det store gennembrud som "rigtig tryllekunstner", han drømte om, eller om han indså, at han ikke kunne komme af med sit image som udbryderkonge og blive en ægte forsvindingskunstner. Det skal have været en ret middelmådig tryllekunst, men jeg er ret sikker på, at elefanten Jenny senere hen er forsvundet helt.

Jeg kan anbefale "Hiding the Elephant" af Jim Steinmeyer; en bog om tryllekunstnernes guldalder fra ca. 1890 til 1930'erne. Det var tiden, hvor spiritisterne rumsterede med ektoplasma og Conan Doyle fotograferede alfer, mens spøgelser, talende hoveder, flyvende og forsvindende damer fór over scenerne på Londons trylleteatre og Houdini undslap fra dødsfælder overalt i USA. En ganske og aldeles forsvunden tid.

September...

... er altid den smukkeste måned. Man kan sidde hele eftermiddagen på en træbænk i universitetsparken, mens træerne hvisker i vinden. Der går en iling gennem græsset, der glitrer i solskinnet, og et øjeblik sidder man på en tømmerflåde på et jadegrønt hav under en septemberblå himmel. Vinden bærer en ubestemmelig frisk duft med sig, og man har uden helt at være opmærksom på det en fornemmelse af, at man næsten ved, hvad det er for en følelse, der har samme farve som himlen i september.

Gud har stjålet rummet, og måske er der intet, der er, som det giver mening at forestille sig det.

Fuhej.

Jeg har brugt aftenen på at kigge på et problem i et speciale af en ekskæreste af en ven af min kæreste. (Bjerget ligger langt ude i skoven)

Mennesker laver mærkelig statistik, når de er dataloger.

They do it with mirrors...

I skulle altså have været der til forelæsningen i ikke-kommutativ geometri. Så vidt jeg kan se, går det ud på med stor møje og dramatisk muskelspil at hale en hvid kanin ud af en høj hat. Og så gøre det hele én gang til med en løve. Og uden en hat.

Fagre nye avis

De har fat i noget af det rigtige.
Men det skal jeg vel synes - at gå ned med gamle aviser er min tjans.

Jeg glæder mig til jeres børnebørn kommer med de bøger, jeg har anbefalet dem, og brokker sig over det uplausible i, at hovedpersonen læser noget i en avis efterladt i en park. Hvordan skulle nogen kunne glemme sit dyre digitale avispapir i en park? Han skal jo bruge det til at downloade morgendagens avis! Dumme grandtante Anne...

Børnehaveklassernes papmachéseancer kommer nok også til at blive fortid. Men skal vi regne med, at der så vil komme tilsvarende digitale reklamer? Hvem morgen vil ens hjemlige reklameavis blive opdateret - hvis man da ikke har smidt den ud. Faktisk vil reklameindustrien nok, hvis de skal udnytte mediet, blive nødt til at sørge for, at folk ikke har den mulighed. Man kunne lave lovpligtige digitale nyhedsskærme i hvert hus - til at varsle atombomber og nye kostråd. Og så ville en driftig Venstre-Højreregering udlicitere informationspligten til firmaer, der så fik lov at bruge en vis procentdel af skærmpladsen til reklamer.

Og alt imens ville miljøorganisationer protestere mod fældningen af de norske skove, der blev nedlagt nu der ikke længere var penge i papir.