Det er altså magi. Af en art. Det må det være. Nu har jeg i to dage gennemført finde-nøgler-dansen over hele mit værelse, og løftet på puder, bøger, bamser og papirer mens jeg i stirren efter et glimt af metal messede "nøgler, nøgler, nøgler". Jeg har gennemført det standardiserede "men hvor havde du dem sidst"-ritual (godt nok konverteret til det metriske system, og det kan have været fejlen) og sågar det kontroversielle "hvis jeg var et bundt nøgler, hvor ville jeg så være"-trick. Uden held. Jeg har levet på fællesnøglens nåde. Og så var det, jeg besluttede mig for at gå en tur, rejste mig, greb min jakke - og opdagede nøglerne i min venstre hånd. Der kan de ikke have været hele tiden. Og jeg har ingen erindring om, hvor jeg samlede dem op fra.

Nå, det var dén gåtur. Jeg kommer til at gruble over det hele vejen.