Og så må det vist være på tide at skrive noget igen. Det lykkedes mig igår både at have fødselsdag og min sidste skriftlige eksamen på uni. Eftersom begge dele var skemalagt af andre, var det nok ikke så stor en præstation endda. Men hyggeligt var det jo. Især da den nydelige eksamensvagtdame opdagede, at jeg havde fødselsdag, på et tidspunkt hvor jeg havde så meget eksamen, at jeg ikke anede, hvad hun fablede om.

Men altså - for et menneske der har tilbragt de sidste (hold da fast) 18 år under uddannelse er det pænt mærkeligt at have aflagt sin sidste eksamen, og lidt vemodigt.

Der er noget over at sætte sig der ved eksamensbordet med sine spidsede blyanter og velgranskede noter og vide, at de næste par timer får man lov at være i fred og der er ikke noget, man skal tage sig af - bortset fra at regne på et sæt opgaver, der endda bliver lagt for snuden af én. Alle eksaminanderne er anbragt pænt i lige rækker med deres noter og tre typer papir, der lugter lidt af madpakker og er den type stille, der kommer af at 130 mennesker tier stille samtidig i timevis. Og når det hele så er overstået, og eksamensvagterne har afsluttet ritualet og alle har skrevet eksamensnummer overalt, bryder de 130 ud i en larm over, hvem der løste hvilke opgaver rigtigt og alle tager det hele meget alvorligt. Og så kører man ud sammen og finder en øl.

Nu havde jeg eksamen med et hold mennesker, jeg faktisk ikke kender. Alle dem, jeg plejede at gå ud at drikke en øl med i vintereksamensmørket, er forsvundet bort, og når jeg så op under eksamen, kunne jeg ikke se nogen rygge, jeg var bekendt med.

Så jeg cyklede ud og holdt fødselsdag i stedet. Nu er jeg nemlig blevet gammel nok til at være vokset fra eksamener. Men ikke fra fødselsdagskage og dragebøger i fødselsdagsgave.