Opdateringsfrekvensen på denne hæderkronede blog taget i betragtning er det evident, at der må foretages en ikketriviel permutation af skeer og hænder. Jeg får ikke postet, hvis det ikke bliver med faste dødslinier, og derfor erklærer jeg hermed min hensigt om fremdeles at poste hver - og lyt nøje efter, mine damer, herrer og eventuelle får med planer om verdensherredømme - hver mandag og fredag. Problemet med det er jo naturligvis, at jeg (hvis vi er optimistiske) ikke altid kommer til at have noget interessant at skrive. Desuden er det et forsæt, jeg så med det samme må bryde nu på fredag, hvor jeg skal i sommerhus som nyt medlem i en hemmelig loge. Men det er mandag i dag. Og:

Det er nogle pragtfulde nætter, vi har for tiden. Lune, mørke og stille, med duftende briser og en fornemmelse af tid, der står stille et øjeblik, bare for at mærke sommeren. Jeg får set en del til dem. Det er nætter, hvor man næsten ikke ærgrer sig over at skulle trække sin cykel hjem fra Nordvest, Valby, Hvidovre eller hvor den nu igen er punkteret. Den er døbt Cecilia, og det har vist sig at blive en selvopfyldende profeti. Åh, Cecilia. Hun er et dejligt bekendtskab, lidt lurvet udseende måske (og det er helt min fejl), men elskværdig som en kat, og hun timer sine punkteringer med stor elegance. Der er intet, der siger "tid til en lille punktering", som de første regndråber af en stor skylle, når man faktisk allerede er forsinket.

Og Cecilia varierer typen af sine punkteringer. For nylig har hun opdaget et nyt trick: Hun laver en lang flænge på indersiden af slangen. Og så ser hun så uskyldig ud, med den lille blanke klokke med ridserne og sit kække lille katteøje, og man kan bare ikke gennemskue, hvordan hun gør det. Og så gør hun det igen en uge efter. Og så laver hun en klassisk lille flintestenspunktering. Og så det store trick igen. Og det er altid baghjulet. Hun tilbringer snart mere tid med hjulene i vejret end nedad.

Jeg kan ikke sige, om det stadig kan forklares med inkompetence, eller om jeg bare er dømt til at være tilfældet yderst til højre på klokkekurven, hvad punkteringer angår. Og jeg tør næsten ikke investere i punkterfri slanger. Jeg er ikke helt sikker på, hvor Cecilia ville rette sine destruktive kræfter hen, hvis hun ikke fik afløb for dem på den vis. Min far taler om at købe mig et par massive slanger, og den dag han finder nogle, må jeg bede jeg alle om at se jer om, når I krydser gaden. Og hvis I ser en lidt smudsig hvid damecykel, med en ramponeret sort kurv og en lille blank klokke stå alene og tilsyneladende fortabt på gaden, så løb for livet.