Måne

Klokken et om natten hænger hun dér foran mit vindue, stor, blank, skæv, gul og nysgerrig, kigger ganske ugenert ind og erklærer blankt, at det ikke er en nat af den slags, man sover i.

Det kan forekomme mig, at månen går sine egne veje, måske mere end jeg har mulighed for. I hvert fald får hun altid lov at blive sent ude. Og jeg sov i astronomitimerne dengang, så jeg kan ikke fortælle hende, at jeg kender hendes position på himlen i alle timerne frem til daggry, at hun er mig et ganske forudsigeligt himmellegeme og ikke har noget at skulle have sagt om mine planer for natten.

Og jeg har tabt månens opmærksomhed, og jeg har ikke nået at forstå, hvad slags nat det er, når det ikke er af den slags, man sover i.