"We can never go back to Henry Price. But sometimes - in my dreams - I do." Closeup af Henry Price building, fra gavlen, hvor navnet står skævt i hvide bogstaver. Det er nat, de gule lamper kaster et varmt lys der kun trænger et lille stykke ind i mørket mellem træerne i parken. En kvinde går forbi i en lang frakke, der blafrer i vinden ligesom hendes lange skygge. Vi kan - hvis vi er den slags mennesker - lade et par avissider blæse over vejen.

Efter 18 timer i Manchester lufthavn fløj mit fly langt om længe, og jeg kom hjem. En æra - omend af de kortere - er overstået, og det kan påstås, at denne blog ikke længere har en eksistensberettigelse. Jeg vil lige sætte et par dage af til at overveje, om jeg i grunden har nok at sige til at fortsætte med at føre en blog.