Det siges blandt folkeslagene, at den berlinske folkekarakter er uforskammet grænsende til det uhøflige. På grundlag af den behandling, man møder som turist og dermed patenteret idiot, kan der nok ikke drages konklusioner, men det er værd at se på de berlinske cyklister. Berlin er en forholdsvis meget cyklende by og lader til at være blevet det for ret nyligt, og i en by med brede veje og fortove har man valgt at lægge cykelstien på fortovet. For det meste er det en ganske smal stribe, der kan skelnes fra resten af fortovet hvis man er opmærkson, og cyklerne kommer tordnende derhenover og over det meste af fortovet, indædt retfærdiggjorte af deres overlegne sundhed og miljøvenlighed. Måske er det ikke, at de berlinske cyklister er så meget grovere end de københavnske - jeg tror det ikke - men da de er blevet sat i selskab med fodgængerne, langsomme og svage båret gyngende på to fødder og ikke dynamisk fremglidende på et stærkt metalskelet, har man nok givet dem for stor en fordel til at de har kunnet slippe fra det med deres pli intakt. Cyklisterne er tydeligvis fortovenes herrer, og de vil snart lægge alt hensyn fra sig og pløje de svage og langsomme ned for deres spindende hjul.

En lille dreng på Bergmanstrasse kørte afsted, i dyb koncentration om den éne opgave at holde den meget lille cykel lodret under sig, og verden stod næsten stille for ikke at volde hans fald, og i fast forventning om, at det snart ville komme.