Jeg har omtrent seks hyldemeter bøger på mit værelse, og det er ved at nå den tid på året, hvor mine bøger føler trangen til at formere sig. Jeg kan høre dem råbe på flere bøger. En del af det er nok, at jeg har samlet en del bøger i to serier, og at de userierede bøger begynder at føle sig truede. Jeg vil mene, de ikke har grund til det, med mindre mine seriebøger indgår et stemmeforbund med fagbøgerne, i hvilket tilfælde de ville udgøre en særdeles stærk politisk blok. De ville dog ikke have absolut flertal, og jeg tror faktisk, der er en større risiko for, at genrebøgerne indgår et forbund og gennemfører en slags pulpens diktatur. Jeg må indrømme at den tanke skræmmer mig, men så længe Chandler konsekvent stemmer med Austen, tror jeg ikke der sker noget. Jeg kan heller ikke rigtig forestille mig Hammett og Le Guin i forbund ret længe. Men prøv at forklare den type politiske overvejelser til Soya og Bierce*...

Nå, under alle omstændigheder foregår der en kamp på viljer. Jeg synes ikke, jeg har brug for flere bøger. Jeg har netop set vores nye mediciner flytte ind, og det er begyndt at stå mig at klart, at en fjerdesalsbeboer er forpligtet overfor menneskeheden til at holde den vægt, der skal flyttes, når hun engang flytter, nede.

Nemt er det ikke, men jeg tror, det er nu, linien skal trækkes. Det er mig, der bestemmer, om der skal flere bøger herinde. Også selv om de er i flertal.

Nemlig.



* Jeg må gøre det helt klart, at jeg her ikke henviser til personerne Bierce og Soya. Bortset fra, at de begge er døde, tror jeg de kunne forstå det meste - i hvert fald ville intet magtpolitisk være Bierce fremmed. Jeg er ikke helt så sikker på deres bøger. Bøger er som oftest irrationelle væsener.