Godt - den bedste undskyldning, jeg har, for ikke at have opdateret denne blog i den sidste halve evighed, er, at jeg havde besluttet mig for at holde op, fordi jeg var træt af at høre mig selv snakke. Nu har jeg imidlertid brugt de sidste dage på at snakke (og skrive mail) så jeg bør have fået mindst 0,783 ører til at falde af, så det med at drage bort i næstekærlig tavshed er tydeligvis ikke et holdbart forsæt. Jeg må hellere anbringe mine penge, hvor min mund er, som de gangske umotiveret siger i det angelsaksiske. Her er en lille bagatel - og jeg skriver noget om rollespil en af de nærmeste dage.

Falsk forår

Himlen er gul i en smal skive over hustagene, og støvet mørkeblå i zenith. Aftenstjerne toner frem på himlen som det høje C, fulgt af stjerne på stjerne på stjerne, spejlet af en enkelt cykellygte på gaden. En sidste solsort kvidrer i kollegiehavens træer og bliver stille.

Der er så mange løgnagtige forår undervejs, at det ægte forår måske faktisk aldrig bliver set og er hemmeligt. Lyse martsdage, så varme at de lader til at være sprunget direkte ind i sommeren, og folk smider jakken og sætter sig på græsset i universitetsparken, kåde og soldrukne og efter et par dage grundigt forkølede.
Hvorpå årstiden vender vrangen udad og giver en stribe af inderligt grå dage, eller vrangvillig blæst, der går direkte gennem forårstøjet og ind og isner alle ens drømme om varme og lys. Og man resignerer.

Og så kommer foråret, ikke pludseligt men selvfølgeligt som om det har været i gang i ugevis og måske listede sig ind mens man sov forkølelsen af sig. Og man opdager det først for alvor, når man tilfældigvis kigger ud en aften, og tulipantræerne duver stille i parkerne og en forvirret solsort kæfter op langt efter sin sengetid.

Og det lader til at alle andre har vidst det altid, men at man bare selv var for længe om helt at give slip på sin vinter.