Lussinatta

Hendes hud er skær som et barns, og man tænker, at den aldrig kan have mærket sommersolen. Hendes hår er lyst og duver blødt om hendes hvidklædte skuldre, som hun går igennem hver eneste stue i de mørke morgentimer. Det klart skinnende lys i hendes hænder virker til snarere at gøre mørket tættere omkring hende - som om det trækker hver eneste solstråle, der har ligget gemt i gulvbræddernes træårer eller væggenes falmede hvide, til sig, og lyser med erindringen om sommeren. Hun efterlader kun mørke bag sig, og hvis solen står op den morgen, nu hvor det lys, den efterlod tilbage i verden, ikke længere kalder på den, er det et mirakel.