Julekalender

Tre engle

Det er hvert år, omkring den tolvte december, på et værtshus på Nyboder, og det har det været så længe nogen kan huske. De kommer tidligt og får et af de gode borde bagest i lokalet, de tre engle, der bogfører menneskehedens historie, kunst og videnskab. De er der inkognito, i brugt tøj fra Blå Kors' genbrugsbutik, og har efterladt de store bøger, indbundet i det stof firmanentet er skabt af, som de ellers altid bærer for at nedfælde hvert øjeblik i menneskehedens historie, hvert digt, maleri og dansenummer, hver fysisk lov og matematisk sætning. Hvis der sker noget som helst på den dag, de er på værtshus - siger de - er det andre folks problem.

De drikker som folk, der kun drikker en dag om året og har brug for at gøre det otte dage om ugen - indædt, grundigt og målbevidst. Omkring den sjette øl støtter historiens engel sit hovede på hænderne og kigger ned i sin øl som om han overvejer at drukne sig i den og få det overstået. Kunstens engel tømmer sit glas og lægger en hånd på sin kammerats skulder, og videnskabens engel undgår at besvare Historiens stille gentagne "Hvorfor?". Kunstens engel forklarer ham stille, med en stemme på den anden side af afmagt, at det i det mindste ikke er Historien, der skal holde styr på hver eneste tre gange forbandet popsang. Hvis Videnskaben ikke får afsporet diskussionen på dette punkt, kommer de næste tre kvarter til at gå med, at Kunsten forklarer på præcis hvor mange måder "Det er mig der står herude og banker på" er en elendig sang, afbrudt af Historiens forklaringer om, hvordan selv ikke en civilisation af halvhjernede depressive lemminger med åndenød kunne have forårsaget Cubakrisen. "Eller for pokker invaderet Irak igen. Hvorfor? Bare hvorfor?" Videnskaben prøver at få belyst de mere opmuntrende sider af sagen, men der kommer ikke rigtig noget ud af det, før de går over til glögg.

Henad klokken otte er diskussionen gået over til gamle favoritter. Kunsten deklamerer fordrukkent af Iliaden, indtil han og Videnskaben sammen går amok over Leonardo da Vinci. Historien er begyndt at fortælle vittigheder, men han kan aldrig huske pointen, så han går over til at nynne tyske julesange. Det er ligemeget. Det er en pragtfuld aften.

Klokken elleve er bartenderen dum nok til at sætte "Last Christmas" på, og Kunsten når at smadre en stol, inden de to andre får slæbt ham ud. De taler om at finde en falafelbar på vejen tilbage til Himlen, og forsvinder i mørket.