Julekalender

Hun har ind imellem undret sig over, hvordan de gør det, men man kan så meget med computere, og det er sikkert ikke svært. Hun har aldrig spurgt nogen, og derfor har ingen forklaret hende, at det hun har observeret ikke kan være tilfældet. Måske burde hun faktisk være en smule skræmt, men hun ved det ikke, og så er der ingen, der ved det.

Det er et baggrundsbillede, der kom med computeren. Hun er ikke typen, der sætter sig og downloader den slags - der kunne måske være virus i - men hun valgte et andet baggrundsbillede for at få lidt farver på kontoret. Det viser en allé om efteråret, træerne står i flammer og lyset spiller i de ildrøde blade, som flyder ned langs vejen. Et hegn langs vejkanten fører blikket ind i billedet til det sted hvor allén fortaber sig i det fjerne. De dramatiske farver og de faldne blade, der dækker vejen, giver en fornemmelse af kaos og bevægelse i billedet, men der er samtidig en dyb ro, har hun tit tænkt, fordi der ikke er et levende væsen at se. Man føler sig draget ind i billedet, som man ikke ville gøre det, hvis der var et menneske derinde, der stod og sagde, at dette var hans, billedet var det sted, hvor hans historie foregik.

Det var derfor, det først generede hende, da hun fik øje på den lille skikkelse, utydeligt aftegnet mod hegnet langt inde i billedet. Det føltes som om nogen havde invaderet hendes specielle sted. Men irritationen blev aflyst af interesse, da hun efter et par uger opdagede, at skikkelsen havde bevæget sig en lille smule nærmere. Det var så umærkeligt, at hun først var i tvivl, men hun målte omhyggeligt op, og tjekkede målene ti dage senere, og skikkelsen havde ganske afgjort flyttet sig igen. Det er sjovt som de lægger små detaljer ind i selv så ubetydelige ting som et skærmbillede, bemærker hun for sig selv. Hun ved ikke, at hendes skærm er den eneste blandt mange skærme, hvor den lille skikkelse har vist sig.

Det er meget lange dage på kontoret, og de føles længere, når man ikke har nogen at tale med. Dagene er alle sammen ens, her i den mørke tid, og grå, og solen kommer sjældent frem. Hendes skærm brænder som en lille flamme. Hun tænker på, at baggrundsbilledet egentlig ikke passer til årstiden, men hun ville være ked af at skifte det ud.

En dag, meget snart, vil den lille vandrer langs den ildrøde allé være kommet så tæt på, at hun kan skelne dens ansigtstræk.