Jeg er meget tidligt ude med min mandagsupdate, for jeg blev holdt oppe med stimulerende konversation og er nu, hvor jeg har skilt mig ved min gæst, aldeles ikke træt. Jeg har opdaget en leg, der leges meget bedst ved et skriftligt medium med visse tænkepauser. Ideelt set ville jeg lege den pr. brev til et fjerntliggende hus på et bjerg, hvor postbuddet ad snoede stier med adskillige svinkeærinder bærer et parfumeduftende brev til den højt estimerede korrespondent. I brevet er to sætninger, for legen går, at den ene spiller begynder et citat, som den anden så, på en vittig og lærd måde skal afslutte. Den anden legende sender så sin afslutning (som, hvis vittig, kan være original) og et nyt halvt citat (der skal være kanon). Og legen fortsætter. Et skel - men ikke nødvendigvis det afgørende - mellem leg og spil er, at de sidste har en ende. Og brevene ville langsomt finde deres vej gennem Europa:

Kære ven,
Nu er vort mismods vinter...

Og støvet og bøjet ville svaret komme:

Højstærede,
... En dårlig tid for æg.

Alle lykkelige familier ligner hinanden; men...

Og svaret: ... En mand kan være lykkelig med en hvilken som helst kvinde, så længe han ikke elsker hende.

I seem to be having tremendous difficulties...

Kære ven,
... falling in love with you.

It is a truth universally acknowledged, that...