Det er tydeligt, at festen foregår omme bagerst i min hjerne, og at jeg ikke er inviteret. Statistiker Anne går igennem sin hverdag, læser blogs, koger thevand og prøver at få rede på mærkelige, mærkelige data, og imens, bag den lukkede dør bag i hendes hovede, danser de på bordene.

Min tankevirksomhed i eftermiddags, som den så ud for mig, approximativt i rækkefølge:

• Hvorfor er data mærkelige?
• De her to variable skal stemme cirka en hel del mere overens end de gør
• Pingviner er sindssvagt skræmmende
• Måske er det en fejl i pyrsningen. Vent - pingviner?
  
• Nej helt alvorligt, virkeligt skræmmende. De vralter afsted i knæhøjde, med sådan en underlig amorf gangart og lufferne strittende ud, og de stopper bare ikke, deres blanke sorte øjne stirrer fremad, og det lys, man ser bagerst i dem er et varsel om menneskehedens totale udslettelse. Og de lugter af fisk. Og de har utroligt god presse. Jeg mener, pingviner må kunne slippe af sted med hvad som helst. De har sikkert masseødelæggelsesvåben. Drivhuseffekten er vores eneste håb.
  
• Nu er du fjollet. Du er et voksent menneske og kan ikke sidde og være bange for pingvinkonspirationer i arbejdstiden. Hvis du tillader sådan noget pjat at distrahere dig fra dit arbejde, har fårene allerede vundet.
  
• Godt. Til arbejdet.
  

Det er ikke fordi jeg ikke under dem deres morskab, festaberne omme bagerst i mit hovede, men det er lidt træls aldrig at fange mere end et par sætninger af konversationen. Og jeg ville ønske, de i det mindste ville skrive nogle blogindlæg for mig.

Julekalender

Troldene var overalt i gamle dage, tunge og vrede og bevoksede med mos, under broer og i høje. De afskyede lyden af kirkeklokker, og det krævede kundskab og snilde at få bygget en kirke, uden at troldene rev den ned undervejs for at undgå at få nederdrægtig indvandrereligion i deres nabolag. Med tiden er de fleste af dem udvandret for at undslippe den infernalske larm, og da der ikke var problemer med bygningen af de københavnske synagoger, gik man ud fra, at troldene var endeligt forsvundet. Udbredelsen af Islam i Danmark har dog vist, at nogle af de gamle trolde lever i bedste velgående, og der er stor aktivitet med at forsøge at få konverteret de kendte forholdsregler mod trolde, så de kan virke ved konstruktionen af moskeer.

Julekalender

I sidste ende gjorde det dem enten bitre eller muntre helt ind i deres alderdom, at deres lille projekt fik så fremragende resultater, og at ingen tilsyneladende ville tro på det. Det er, som Valerie Munther ville hvæse fra sit plejehjem, velkendt at ordet glögg har eksisteret som en benævnelse for bestemte typer af glühwein, betydeligt før forfattergruppen Wii opstod. Og nu hvor de alle er døde og glemte, Munther og hendes digte, Frisch og Hermille, Nilsson og SMiDth med deres skuespil og prætentiøse hatte, er der ikke længere nogen, der ved om det er sandt, når de påstod at have opfundet glögg og adskillige andre ord, vi nu tildeler en anden oprindelse.

Det startede som en pjanket og relativt tåbelig vittighed, og det er måske det, der gjorde det til så bittert et emne for gruppen, årtier efter at de var skiltes som uvenner, fremmede eller forhenværende elskere - på en klar dag i februar 1923, på en fransk café i Stockholm, producerede de en liste over ord, de ville finde en betydning til. Der blev aflagt dyre eder og underskrifter blev givet med stor ceremoni, vovemodige planer blev lagt for at få smuglet ordene så dybt ind, at alle ville lade sig narre. Det må indrømmes, at de hver især havde ganske gode forudsætninger for at gennemføre deres forsæt, men de kan umuligt have forestillet sig andet, end at projektet måske ville forvirre et par sprogforskere eller botanikere gennem tiderne, men at det i sidste ende ikke ville blive til meget mere end det.

Men idag har "Hyaderne" heddet sådan i lange tider, og man har endda fundet en etymologi for det bizarre ord "glögg". "Kiwi" er en frugt, og der er ingen, der undrer sig over det. "Gerbiler" findes. "Fomalhaut" endte med at være både en stjerne og en dæmon, og hverken astronomer eller dæmonologer vil give Wii nogen del i æren for det. Og hvad de end syntes om det da de levede - de er døde nu, og de få sære ord, de spredte, gemte og gav bort og som ikke længere tilskrives dem, er alt der er tilbage af forfattergruppen Wii.

Lussinatta

Hendes hud er skær som et barns, og man tænker, at den aldrig kan have mærket sommersolen. Hendes hår er lyst og duver blødt om hendes hvidklædte skuldre, som hun går igennem hver eneste stue i de mørke morgentimer. Det klart skinnende lys i hendes hænder virker til snarere at gøre mørket tættere omkring hende - som om det trækker hver eneste solstråle, der har ligget gemt i gulvbræddernes træårer eller væggenes falmede hvide, til sig, og lyser med erindringen om sommeren. Hun efterlader kun mørke bag sig, og hvis solen står op den morgen, nu hvor det lys, den efterlod tilbage i verden, ikke længere kalder på den, er det et mirakel.

Julekalender

Hun har ind imellem undret sig over, hvordan de gør det, men man kan så meget med computere, og det er sikkert ikke svært. Hun har aldrig spurgt nogen, og derfor har ingen forklaret hende, at det hun har observeret ikke kan være tilfældet. Måske burde hun faktisk være en smule skræmt, men hun ved det ikke, og så er der ingen, der ved det.

Det er et baggrundsbillede, der kom med computeren. Hun er ikke typen, der sætter sig og downloader den slags - der kunne måske være virus i - men hun valgte et andet baggrundsbillede for at få lidt farver på kontoret. Det viser en allé om efteråret, træerne står i flammer og lyset spiller i de ildrøde blade, som flyder ned langs vejen. Et hegn langs vejkanten fører blikket ind i billedet til det sted hvor allén fortaber sig i det fjerne. De dramatiske farver og de faldne blade, der dækker vejen, giver en fornemmelse af kaos og bevægelse i billedet, men der er samtidig en dyb ro, har hun tit tænkt, fordi der ikke er et levende væsen at se. Man føler sig draget ind i billedet, som man ikke ville gøre det, hvis der var et menneske derinde, der stod og sagde, at dette var hans, billedet var det sted, hvor hans historie foregik.

Det var derfor, det først generede hende, da hun fik øje på den lille skikkelse, utydeligt aftegnet mod hegnet langt inde i billedet. Det føltes som om nogen havde invaderet hendes specielle sted. Men irritationen blev aflyst af interesse, da hun efter et par uger opdagede, at skikkelsen havde bevæget sig en lille smule nærmere. Det var så umærkeligt, at hun først var i tvivl, men hun målte omhyggeligt op, og tjekkede målene ti dage senere, og skikkelsen havde ganske afgjort flyttet sig igen. Det er sjovt som de lægger små detaljer ind i selv så ubetydelige ting som et skærmbillede, bemærker hun for sig selv. Hun ved ikke, at hendes skærm er den eneste blandt mange skærme, hvor den lille skikkelse har vist sig.

Det er meget lange dage på kontoret, og de føles længere, når man ikke har nogen at tale med. Dagene er alle sammen ens, her i den mørke tid, og grå, og solen kommer sjældent frem. Hendes skærm brænder som en lille flamme. Hun tænker på, at baggrundsbilledet egentlig ikke passer til årstiden, men hun ville være ked af at skifte det ud.

En dag, meget snart, vil den lille vandrer langs den ildrøde allé være kommet så tæt på, at hun kan skelne dens ansigtstræk.

Hmm - der kom lige en arbejdsjulefrokost og to dages total uentusiasme for hele denne ting I Jordboere kalder "julekalender" i vejen, men julekalenderen er oppe at køre igen - på tre ud af fire hjul i det mindste, men jeg er bange for at det ene af dem er rektangulært. Jeg planlægger dobbelposter to dage i næste uge for at samle efterslæbet op igen... Her er i hvert fald dagens indslag:

Julekalender

Man ser dem ikke ankomme. Deres boder har altid været stillet op et stykke tid, når man kommer forbi, varerne ligger spredt ud på et tæppe eller hængt på en himstregims med mange arme, og de står i deres tunge trøjer og kalder kunder til med høje kvæk og fløjt.

Det er svært at sige, hvem der er deres kunder, og måske sælger de faktisk ikke noget. Deres salgstaktik ser ud til at bestå i at kvidre højt, og måske tiltrækker det de kunder, de vil sælge til - de fleste mennesker myldrer videre ned ad Strøget uden at se to gange på dem. Børn stirrer med snotnæset forbløffelse på folkene, der lyder som fugle, og bliver trukket videre ved ærmet af deres mødre.

Man har ikke set dem ankomme, og man er der ikke, når de går, så man overvejer ind imellem, hvordan de får pakket alle deres varer ned, før de lyner deres fjerham op og forsvinder med bløde vingeslag.

Julekalender

Tre engle

Det er hvert år, omkring den tolvte december, på et værtshus på Nyboder, og det har det været så længe nogen kan huske. De kommer tidligt og får et af de gode borde bagest i lokalet, de tre engle, der bogfører menneskehedens historie, kunst og videnskab. De er der inkognito, i brugt tøj fra Blå Kors' genbrugsbutik, og har efterladt de store bøger, indbundet i det stof firmanentet er skabt af, som de ellers altid bærer for at nedfælde hvert øjeblik i menneskehedens historie, hvert digt, maleri og dansenummer, hver fysisk lov og matematisk sætning. Hvis der sker noget som helst på den dag, de er på værtshus - siger de - er det andre folks problem.

De drikker som folk, der kun drikker en dag om året og har brug for at gøre det otte dage om ugen - indædt, grundigt og målbevidst. Omkring den sjette øl støtter historiens engel sit hovede på hænderne og kigger ned i sin øl som om han overvejer at drukne sig i den og få det overstået. Kunstens engel tømmer sit glas og lægger en hånd på sin kammerats skulder, og videnskabens engel undgår at besvare Historiens stille gentagne "Hvorfor?". Kunstens engel forklarer ham stille, med en stemme på den anden side af afmagt, at det i det mindste ikke er Historien, der skal holde styr på hver eneste tre gange forbandet popsang. Hvis Videnskaben ikke får afsporet diskussionen på dette punkt, kommer de næste tre kvarter til at gå med, at Kunsten forklarer på præcis hvor mange måder "Det er mig der står herude og banker på" er en elendig sang, afbrudt af Historiens forklaringer om, hvordan selv ikke en civilisation af halvhjernede depressive lemminger med åndenød kunne have forårsaget Cubakrisen. "Eller for pokker invaderet Irak igen. Hvorfor? Bare hvorfor?" Videnskaben prøver at få belyst de mere opmuntrende sider af sagen, men der kommer ikke rigtig noget ud af det, før de går over til glögg.

Henad klokken otte er diskussionen gået over til gamle favoritter. Kunsten deklamerer fordrukkent af Iliaden, indtil han og Videnskaben sammen går amok over Leonardo da Vinci. Historien er begyndt at fortælle vittigheder, men han kan aldrig huske pointen, så han går over til at nynne tyske julesange. Det er ligemeget. Det er en pragtfuld aften.

Klokken elleve er bartenderen dum nok til at sætte "Last Christmas" på, og Kunsten når at smadre en stol, inden de to andre får slæbt ham ud. De taler om at finde en falafelbar på vejen tilbage til Himlen, og forsvinder i mørket.