Hmm - jeg opdager først nu, at jeg stadig ikke har fået skrevet de par afsnit, der manglede i sidste års julekalender. Det er jo noget sjusk, når nu julen står for døren med en rambuk. Jeg er stadig ikke tilfreds med denne, men for min samvittigheds skyld følger her:

Af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Cafehoppere

Det er to grupper, man dårligt kan forestille sig sammen, men en lille gruppe af københavnske trendsettere har taget de fløjsbukseklædte kryptokartografer under vingen - hvis det da ikke forholder sig omvendt.

Princippet er vel sagtens det, der underligger de fleste symbiontiske fællesskaber, og dermed er intet sagt. Det må være nok at konstatere, at kryptograferne på et tidspunkt (igen) har tegnet deres diagrammer over Ley-linier, indgange og dimensionelle rifter, over alle de hemmelige veje ind i de dele af byen, der ikke er plads til på et almindeligt kort, som aldrig har eksisteret, eller som har foldet sig ind i byen, da realiteternes pres blev for stort. De har stammende og stakåndet fremlagt deres beregninger om de parallelle iterationer af København, nedskrevet på cafeservietter, som de hiver ud af ærmet på deres komfortable striktrøjer, og forsøgt at folde deres origamiagtige bykort ud på bordet på en billig cafe. Og nogen har lyttet.

Vi kan vedblive med at undre os over, hvordan kommunikationen overhovedet er blevet indledt. Men de sidder i en skruestik, de unge og trendy med jakkerne, der først bliver mærkevarer næste år og frisurerne, der stadig er individuel stil en sæson endnu. De er ramt af pionerånden, og når mainstreamen igen fosser ind ad døren på den stamcafe, de har brugt måneder på at opdyrke, trækker de resignerede på mærkevarejakkeskuldrene og samler tasken op for at finde nyt, uopdyrket land. Der er en forpligtigelse i at have gjort alt, der endte med at stå i Berlingskes livsstilssektion, tretten måneder før det stod i Berlingskes livstilssektion. Før eller siden er de nødt til at lytte til enhver, der kan give dem et edge.

Så de står på Rådhuspladsen præcis kl. 16, når lyset falder i den rigtige vinkel over springvandet, klar til at kaste sig igennem portalen, når den åbner sig et kort øjeblik. De klapper træskulpturen på hovedet (for held) og går ned ad Blåmejsevej med lukkede øjne, mens de sagte tæller deres skridt for at kunne dreje til højre det rigtige sted. De bevæger sig ind i byens folder, til en af de mange iterationer af København, der ikke er tilfældet, men som ind imellem er inden for rækkevidde i et par timer for den, der kender hemmeligheden. Til Café Clausewitz, Cantors Conditor, Caféen uden Giraffer - de sidste steder i byen, der ikke er mainstream i nogen betydning af ordet. Man må efterhånden gøre en del for at finde en stamcafé, der ikke er overrendt af wannabes.

De har en termokande i rygsækken, og nødrationer, til hvis de farer vild. Man har ikke cafehoppet, som de kalder det - ikke rigtigt - hvis man ikke én gang har oplevet at gå glip af vinduet ud af det irreelle København og sidde fast i 24 timer, frysende og nervøs, hvis man aldrig har drejet omkring det forkerte hjørne og er blevet forfulgt af de 1.000 cykelpiger, eller aldrig har gispet med panik når en rytterstatuehest langsomt åbnede øjnene og man så at dens tænder var kridhvide og spidse i de røde gummer. Og de første mindeord over savnede cafehoppere, forsvundet ind i byens folder for aldrig at komme igen, står allerede ridset på husfacader i Nordvest.

Anne, 12 point - Verden 8.192.394.497

Anne: [kommer ind, smækker med døren] Sgu!
Verden: [Sidder i en stol og smasker vandmelon] Og hvem har så tisset på din sukkermad?
Anne: Meh. Vinden er fra et nerveraspende verdenshjørne og der var to hold af fremmede mænd, der råbte efter mig, at jeg så grim ud med cykelhjelm.
Verden: Det er også en meget grim cykelhjelm.
Anne: Men hvorfor skal min pligt til at tilfredsttille fremmedes behov for en æstetisk oplevelse gå forud for min interesse i at mindske min risiko for hjerneskade? Hjernen er min ven!
Verden: De ville jo bare gerne i kontakt med dig.
Anne: Mumlemumle ikke et særligt godt udgangspunkt for interaktion at minde mig om, at de synes jeg er grim, mumledumme svin.
Verden: Nu mumler du grimt.
Anne: Undskyld. Jeg kan bare ikke se, hvorfor folk skal at gøre mig ked af det bare fordi de synes det er sjovt.
Verden: Jamen det er da også helt forkert. Du må lære at lade være med at blive ked af det.

Den dovne sommerlæsnings drømmehold

Jeg har bare lyst til at læse en SciFi-roman af Turgenev. Det kan ikke være så meget at forlange. Jeg vil læse den Space Opera, Jane Austen kunne have skrevet, hvis hun havde været til søs med sine brødre, og en spionthriller af Virginia Woolf. Jeg vil have en opera af J.S. Bach, med libretto af Calvino. Gerne baseret på computerspillet Portal. Så vidt jeg kan se, bliver vi nødt til at opfinde et efterliv, når nu forfatterne fordeler sig så sjusket i tid. På regnvejrsdage i Himlen kan vi sætte os med te og flødeskumskager og spille det rollespil, George Eliot burde have designet.

Doing Science and I'm still alive

Wooo! Mit billede er oppe på epidemiologisk forskningsafdelings hjemmeside under "forskere". Der står ikke, hvad jeg forsker i, og det er naturligvis lidt trist, for det ved jeg heller ikke helt (til forskel fra den Anne Vinkel, der fyldte skemaet ud, og tydeligvis vidste det men ikke ville ud med sin viden - den skurkinde).

Men jeg har to læger, der forsker i kræft, og som jeg prøver at være statistikernyttig for (dette er forskelligt, omend på kompliceret og for lægmand ikke ganske tydelig vis, fra at "gå i vejen for"), og det er gevaldig skægt. Jeg kan godt nok se, at jeg har et par ting at lære endnu inden jeg helt kan opfylde min forventede funktion, men vi er heller ikke helt løbet tør for kage endnu :-)

Og jeg øver mig i al stilhed på at brøle "For Science!".

Funden tekst

Der er en eller anden elektronhjernedrevet dingenogram, der læser min arbejdsmail og sluger de mails, den mener er spam. Derpå gylper den dem op i små daglige portioner. "Dette er den spam, du har modtaget idag. Tjek om det er spam. Hvis ikke, så indtast password og gennemfør offer til Bel-Shamharoth for at læse mailen. Venlig hilsen, din ven computeren"

Men alvorligt talt, jeg tror, der ligger noget bag, og at nogen forsøger at fortælle mig noget. Prøv bare at læse titlerne på den spam, jeg modtog 6. maj:

You can't handle the truth! --- 36.47KB 05/06/2008 20:13:40
Saturday will be better --- 3.75KB 05/06/2008 17:48:46
Spoon! --- 38.46KB 05/06/2008 17:19:58

Som mikrodigt er det er en meget fin behandling af, hvorfor absurdisme er det eneste gyldige svar på den nutidige menneskelige situation, men hvad laver det i min indbakke? Og hvad var det for et dystert satirisk humør, der ramte min ven internettet d. 9. maj, da det informerede mig om, at:

Places in the Heart. --- 30.78KB 05/09/2008 22:34:39
The devil made me do it. --- 39.37KB 05/09/2008 18:58:29
I'm on Youtube now --- 5.27KB 05/09/2008 12:11:16

Jeg har tjekket den spam, jeg får på min g-mail og kan konstatere, at det generelle sofistikationsniveau for spam ikke ligger på dette niveau - den typiske internetspammer vil bare gerne hjælpe mig med at fordoble længden på min penis (jeg tror ikke, det er det værd, hvis jeg skal være ærlig). Men min arbejdsmail - og det er specifikt min, mine kolleger får generelt flest tyske spam-mails - er på et popkulturelt/eksistentielt surrealismetrip og har inviteret mig med.

Den femogtyvendes bidrag var ikke egentlig dybt, men der er stadig en forening af kadence og narrativ, der virker:

I was married by a judge. I should have asked for a jury. --- 29.33KB 05/25/2008 19:24:02
D'oh! --- 14.74KB 05/25/2008 16:07:47
And away we go! --- 36.57KB 05/25/2008 06:23:12

og et coda nås med

Man, Woman, Birth, Death, Infinity. --- 7.34KB 05/07/2008 16:52:29
Elvis has left the building! --- 29.27KB 05/07/2008 12:42:24

I fremtiden vil internettet være menneske for os, og spam vil være vores haiku.

Det her er spændende læsning.

Og det her er imponerende og interessant, men ville være det i ret meget højere grad, hvis de skrev, hvad damen faktisk laver. "Bayes formel", mine damer og herrer, og det siger ingenting.

Og Guardians bog-blog er hyggelig læsning, så længe de holder sig fra at skrive om SF. Og feministSF går tit i tomgang, men når de er gode, er de gode.

Og jeg har ikke rigtig noget at lave på arbejde idag, hvilket måske er til at se

Piv

Jeg føler mig som en lus. Har lige været inde at sige op til min chef. Han så det nok komme, men de har alligevel smidt en masse oplæring og social investering i mig, og så stikker jeg af og tager et job på Seruminstituttet.

Stakkels chef Peter. Dumme ansat Anne.

Edit:

Eller: Juhuuu! Jeg får nyt job ude på SSI! Yay!

If ever, oh ever, a wiz there was

Har I også en let angst for blogposts, der starter med ordet "Jeg"?

Jeg var inde at se Wizard of Oz med Marta, Sara og Ulrik, og jeg har en klar fornemmelse af at forstå så meget mere om amerikansk kultur nu. Populærkultur, i det mindste, for at neddrosle graden af prætentiøsitet.

Og det er nok rigtigt, at jeg burde anvende mine åbenlyse talenter for konspirationstænkning på værdigere sager, men jeg vil lige lade jer vide, at jeg har talt med min ven internettet, og det er ikke kun mig, der kan lugte noget mærkeligt ved hele historien.

Lad mig først fremføre, at den film, vi så i Cinemateket igår, the Wizard of Oz faktisk består af to uensartede delkomponenter: En rammefortælling, filmet i sort/hvid, der finder sted i Kansas, og indkapslet i den en farvefilm, der foregår i det fantastiske land Oz, hvis beliggenhed aldrig er nærmere angivet.

Min påstand er, at rammefortællingen er en senere tilføjelse til farvefilmen, der er en propagandafilm produceret af styret i Oz.

Det er tydeligt, at filmen faktisk beskriver en periode med radikale omvæltninger i Oz. I løbet af filmen bliver tre af de store magtspillere - de to hekse i Øst og Vest og troldmanden, der sad på magten i Emerald City - elimineret fra det politiske spil af hovedpersonerne, der er i ledtog med den nordlige heks Glinda. Det er svært at sige, om Dorothy bliver bragt til Oz af Glinda, eller om Glinda bare er en hurtig taktiker, der forstår at udnytte situationen, men det er et faktum, at Dorothy straks ved sin ankomst til Oz dræber heksen fra Øst og sætter sig i besiddelse af hendes magiske røde sko. Derefter slutter Dorothy sig sammen med tre vildtfremmede personer - et fugleskræmsel, en metalmand og en humanoid løve - og går videre til at dræbe heksen i Vest og overtale/true troldmanden fra Oz til at opgive magten og gå i eksil. Til sidst overtaler Glinda Dorothy til også at forlade landet og indsætter Dorothys tre kumpaner som marionetregenter i Emerald City.

Filmen er naturligvis indspillet et stykke tid efter de egentlige begivenheder, som en "historisk dokumentarfilm", men jeg vil faktisk tro, at man i høj grad har valgt at lade rollerne blive spillet af de faktiske aktører. Glinda, for eksempel, spiller tydeligvis sig selv. Hvis de havde valgt en skuespiller, ville de så ikke have valgt én, der så godt ud i den kjole?

Hvad kan vi slutte om de egentlige tilstande i Oz ud fra den blatant tendentiøse skildring, Wizard of Oz giver? Filmen kommer aldrig ind på tilstanden i de områder, Glinda behersker ved filmens start, og enhver omtale af områderne sydpå er omhyggeligt udeladt. Vi må koncentrere vores undersøgelser om områderne i Vest og Øst og byen Emerald City.

Emerald City er tydeligvis et millitærdiktatur med streng grænsekontrol, uniformerede mænd på gaderne og de obligatoriske scener med jublende menneskemasser overvåget af bevæbnede mænd. Det er muligt, at dette var tingenes tilstand også før Dorothys ankomst, men det kan også tolkes som at der i løbet af filmen sker et millitærkup, støttet af Glinda. Da Dorothy ankommer til byen, holder troldmanden sig strengt til sit palads, og vagterne nægter at lukke hende ind. Filmens påstande om, at troldmanden gemmer sig fordi han er rar men inkompetent er klart spin, men kan den virkelige forklaring ikke være, at han frygter for sit liv og forskanser sig sammen med de få soldater, han stoler på? Eller at kuppet allerede er gennemført, og troldmanden er i husarrest?

Ifølge filmen er Munchkinernes land besat af den onde Heks fra Vesten, og munchkinerne hilsen deres befrielse med jubeloptrin. Det er dog værd at bemærke, at disse optrin involverer et godt antal munchkinsoldater. Det virker uplausibelt, at heksen skulle tillade et undertrykt folk at have en hær, der ikke var loyal overfor hende og altså en del af besættelsesmagten. Vi ville altså have forventet, at folket under befrielsesjubelen gjorde kort proces med kollaboratørsoldaterne - og dette er ikke tilfældet. Kan det tænkes, at rygterne om munchkinernes undertrykkelse var stærkt overdrevne? Er det ikke mere rimeligt at antage, at munchkinerne faktisk havde det ganske fint med heksen, og at filmoptagelserne er et iscenesat glansbillede af, hvor henrykte de stakkels munchkiner var over at blive "befriet". Man må spekulere over, hvor mange af de dansende soldater, der havnede i fangelejre...

Tilstandene på vestfronten er sværere at gennemskue. Vi ser Dorothy og hendes kammereter trænge ind i den vestlige heks' fort og slå hende ihjel med en spand vand, og filmen går over til de obligatoriske jubel- og overgivelsesscener fra hendes soldater, men I vil bemærke, at der ikke bliver vist nogle civile. Kan vi antage, at Vesten faktisk ikke er endeligt erobret endnu?

Vi spørger os selv, hvor lang tid det vil tage Glinda at undertrykke resten af Vesten, og om det næste felttog vil gå imod det totalt ignorerede Syd. Vi spørger med lidt mere end akademisk interesse, for det slår os: Oz er et magisk land, der er ved at blive samlet under en mægtig og erobringssyg diktator. Og der har allerede været trafik mellem Oz og vores verden. Selv hvis vi ikke kan tro filmens påstand om, at Dorothy vender tilbage til vores verden (og at troldmanden tog hertil i luftballon - der kan ikke være langt til Oz), er det et faktum, at filmen har fundet vej til vores verden.

Hvor længe varer det, før erobringshæren fra Oz står i vores gader?

Latter

Den sirlige lille mand, hvis frembrydende isse du ser foran dig i køen, er faktisk en ordensbroder i det ældste af alle hemmelige selskaber. Den overtrætte interrailer med hestehalen er et stort navn overalt, hvor virkelige kabalefanatikere slår deres folder. Hvis den blege pige med det vigende blik ikke er ved sin computer bare en enkelt aften, er der adskillige onlinesamfund, der styrter sammen. Knægten i den hvide skjorte med Kvickly-navneskiltet er bare en bebumset teenager --- men om aftenen! Der er små verdener overalt, og vi kan ikke kende til dem.

Det er altså ikke underligt at det ikke er til at skelne medlemmerne af vittighedsfortællernes ældgamle broderskab fra menneskemasserne. Det er sjældent dem, der forsøger sig med en lille vits til at hæve stemningen til et selskab, og det er ikke de enerverende onkelhumorister. De forholder sig til den slags mennesker som skuespillere til skolekomedie-fanatikere eller som forfattere til folk, der fører blog. Visse af dem bruger end ikke deres færdigheder blandt de profane, og der er nogle blandt de store af dem, der til hverdag taler et sprog barberet for udtryk, klippet og præcist, og ser på andres amatøriske fjollerier med en næsten asketisk alvor. De smiler et gråt smil, når de tænker, at ingen kender dem, som de er når humorister mødes.

De er ikke præcis hemmelige, de møder, jamboreer og kongresser vittighedsfortællerne holder i nedlagte remiser eller medborgerhuse. Principielt set er der intet, der forhindrer en vilkårlig samfundsborger i at møde op og betale entre. Men hun skulle først vide, at kongressen i det hele taget fandt sted, og hvis hun ved det, er hun nok allerede en af humoristerne, hvis møder ikke er hemmelige og dårligt nok skjulte, men måske bare oversete. Det er ikke møder for offentligheden, som humoristerne får nok af til hverdag, de støjende masser, der tror at vide så meget om humor, at de ingen grund har til at komme til en kongres. Det er møder for ligesindede. Dem, der har lært så meget, at de ved, hvor uvidende de er, og som har brug for at lodde dybderne i deres uvidenhed ved at sammenligne den med andres.

Så der er debatter og workshops i rum med lineleumsgulv, og der er de ældre ritualer; optagelsesprøver og indvielser, opstigen til højre grader af broderskabet og tildeling af ordensbånd. Novicer fremlægger vittigheder for værdige kommitteer, der lytter og dømmer og uddeler alvorsfulde håndtryk og velkomster. Ærede medlemmer stiller for en jury af ligemænd og præsenterer deres svendestykker, eller udfører de gammelkendte, men halsbrækkende komplicerede showstykker, der er adgangsporten til ære og lilla silkebånd. Der er middage og remnisceren og festtaler. Og frem for alt er der - det er hvad de siger til hinanden, medlemmerne - den befriende frihed ved ikke at skulle indrette sin adfærd efter, at folk omkring en ikke ved, hvad man snakker om. Og på den måde er det et tvangfrit fællesskab, når de indledende optagelsesritualer er overstået.

Men når de svage i troen har forladt humoristernes møder, er de få tilbage. Der findes hviskede beretninger om vittigheder fortalt i disse sene timer, mens stearinlysene brænder ned og det tjærede mørke sniger sig ind i rummet på trods af de støvede lamper, vittigheder, disse få eksperter og kunstnere og fanatikere kaster til hinanden som tikkende bomber, geniale vittigheder. Det er altid én af de ældre vittige, der starter, en erfaren person med et mørke i øjnene og et vidende kongemagersmil på de smalle læber. Samtalen vil være ved at dø hen i anspændt småsnak, mens alle vogter hinandens blikke, én hånd på ølglasset, og så åbner han med en let variant af en af de klassiske vittigheder, et let twist på en historie der er bedragerisk simpel i sine virkemidler men kun kan bringes til at virke af en ægte ekspert. Det er ikke en udfordring, men snarere et startskud. Med et ganske let smil og sammenknebne øjne melder én, at det faktisk minder ham om denne bagatel --- en ganske simpel sag, men måske interessant for hans med-afficionados. Og en af dem kan foreslå et twist, eller gentager stilfærdigt vittigheden for sig selv, som for at indprente sig den, med en let ombetoning af ordene, og de andre ser med et ryk af adrenalin, at sådan kunne den også bringes til at fungere, og det ville de ikke selv have kunnet slippe afsted med. Og udfordringen rammer den næste, der parerer med en sofistikeret variation, en improvisation uden et eneste fejlgreb --- hvordan skulle han også turde fejle? Stille arbejder de sig opad, mens den ene efter den anden læner sig tilbage i stolen med et umærkeligt nik og tager et dybt drag af sin øl, og til sidst er der kun to eller tre, der taler. Selv de tier til sidst, hviler hagen på deres foldede fingre, og ånder dybt men lydløst. Hvordan skal vi fremmede kunne forstå, om nogen af dem har vundet? Og endelig fyldes rummet af deres latter.

Navngivning

Akvariet. Der er en tone af klaustrofobi eller indelukkethed over det. Den lille sære verden, lukket inde om sig selv, en dråbe i verden, men det eneste sted i den nærmeste omegn, hvor dets beboere overhovedet kan overleve.

Der er en klang af det eksotiske over ordet "akvarium", et løfte om guld og koraller. Et sted lige for øjnene af os, men med andre fysiske regler, og vi ved, at dets beboere er vores modsætninger og vil dø uden det, vi vil dø af, deres blod er koldt som det vand, de ånder, og vi kan ikke kende deres sanser. Fisk i alle regnbuens farver svømmer ublinkende omkring derinde.

Hajerne er i evig, rastløs bevægelse bag saltvandsakvariets vægge, kun adskilt fra os af en glasvæg, og glas er også en væske. Deres hukommelse strækker tilbage til Devontiden, og de er uden nåde.

Lyset brydes i akvariets vægge. Fiskene ser også på os.

All right. Så har jeg et nyt navn til min blog. Lad os så se, om jeg endelig får taget mig sammen til at poste noget.

Udgangens og indgangens vogtere

Kinesiske templers porte vogtes af to løver, monstrøse væsener med krøllet manke og hængende tunger, og det må indrømmes at de snarere ligner pekingeserhunde. Hannens ene pote hviler på en globus, mens hunnens hviler på maven af hendes unge, der ligger under hendes tunge lab. Betydningen er, at det både er bygningen selv, og dem i den, der beskyttes af de venligtsindede uhyrer. Det ved ethvert barn om de lykkebringende løver.

De tvillingemonstre, der vogter nedgangen til et godt antal københavnske kældre, derimod, er af en art og natur, der er ukendt for os. Mysteriet er måske især, hvorfor disse majestætiske uhyrer, med en løves hovede, en ørns skrigende næb og vinger og en orms krop, ikke har fået en værdigere opgave end at holde gelænderet til kældertrappen oppe, mens hoveddøren står ubevogtet. Er der en symbolik i, at hoveddøren er husstandens ansigt, og derfor vogtes af familien selv, mens kælderen som nedgang til husets underbevidste regioner, fyldt af pulter, fugt og vaskekældre, må vogtes af noget, der er i stand til at afskrække de monstre, der ikke ville kunne komme igennem hoveddørens rationalitet?

"Hjemme hos mig" og andre fiktioner

En af P1's journalister - hans navn er undsluppet min erindring - omtaler konsekvent den nuværende amerikanske præsident som "George Walker Bush", med et lille eftertryk på det vandrende. Der er noget utroligt beroligende i andre folks små karakteristiske særheder. Det er en konstant påmindelse om, at verden findes, og at vi hver især udgør meget lidt af den.

Jeg er flyttet ind - eller vi skal måske bøje det "jeg er ved at flytte ind" - i MAries og Runes lejlighed, der så muligvis med en vis ret kan omtales som min. Det er sært på mange måder. Jeg veksler mellem at føle mig "næsten hjemme" og at føle mig som gæst i MAries smukke hjem. Peter flytter ind, når han har været på skiferie, og kommer altså til at skulle kæmpe sig forbi mit indre territorialmonster. Det er stort, glubsk og hærgende, skal I vide, og det kan ikke helt forholde sig til at befinde sig et sted, der er fyldt af dets ejendele, men lugter af andre mennesker.

Jeg havde egentlig lidt forventet at have en fornemmelse af at bo i et akvarium - lejligheden er moderne nybyggeri med to glasvægge - men det er nærmere det omvendte der er tilfældet. Jeg står ved vinduet i halvmørket (om det så er morgen eller aften) og ser det, som om Frederiksborgvej er mit personlige akvarium, og jeg er fristet til at banke på ruden og prøve at lokke de forbipasserende til at svømme op til mit vindue og glippe med munden ad mig, der står herude.

Godt nytår

Hej alle sammen! Jeg ville bare lige ønske jer et formidabelt 2008. Skynd jer ud og lav en masse larm i nat - der er stadig en chance for at alle de problemer, der truer i det nye år, når at blive bange for os og stikke af. Det er forsøget værd.

For mig - hvis I skulle være interesserede - kommer 2008 til at indebære mindst to flytninger. Jeg fremlejer MAries lejlighed frem til midt i juli, hvorefter jeg skal ud og finde noget andet. Jeg har også et projekt om faktisk at prøve at få nok styr på mit arbejde, til at jeg er min løn værd... Invasionen af Polen må vente til jeg har fået styr på de par ting.

Nåjo - jeres nytårsforsæt for 2008 er at læse Skin Horse. Den er af Shaennon Garrity og er lige startet. Og der er muterede løver.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

I '93 satte Monty Steen en havfrue ud ved Langelinie, og det københavnske kryptozoologmiljø var ændret for altid. Kløften mellem traditionalisterne, der ønskede at bevare Københavns naturlige kryptofauna, og de alpehueklæde radikalister, der ønskede at forme den efter deres egne hoveder, var uoverskridelig. Et par middagsselskaber nåede at blive ødelagt, inden parterne nåede den tilstand af iskold ikke-kommunikation, der karakteriserer miljøet nu. Et af de forudsigelige tab var det årelange venskab mellem Casaubon og Hansen, der endte i en forsmædelig duel på kyllingelår i en baggård på Vesterbro, efter at Hansen havde erklæret sig for radikalisterne.

Steen selv forblev tavs - han havde ændret alt for de københavnske kryptozoologer, men ironisk nok var det stadig et fåtal i miljøet, der faktisk havde mødt ham. I januar '94 udsatte han tre yngledygtige salamander-par i tunnelerne mellem Nørreport og vesterport. Det menes, at bestanden trives og er i vækst, men Steens egne observationer blev ikke fundet, da politiet stormede hans lejlighed i efteråret '99.

Steens arbejde lader til at fortsætte i det skjulte, han giver ingen beretninger om sine mål og resultater. Den heldige, der en tåget morgen får et glimt af en enhjørning i Fælledparken, eller som observerer en koloni af alfer på en gesims i indre by, har ingen mulighed for at vide, om de væsener, han har set, har eksisteret i byen i århundreder uden vores vidende, eller om de er blevet sat ud for en måned siden. Nogle af de arter, der er sat ud, vil ikke kunne overleve i København, eller vil blive udryddet af traditionalisternes klapjagter. Andre vil stortrives. Det eneste, der er sikkert, er at det overnaturlige økosystem aldrig bliver det samme igen. Og ingen, der har set de importerede havfruer boltre sig i kanalerne med ølkapsler i håret, kan sige at det er en dårlig ting.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Det er velkendt, at de tamme dyr får talens brug én gang om året, julenat, så de kan lovprise den Gud, der har skabt dem. Det er småt med vidnesbyrd, da det ikke er meningen, at mennesker skal overhøre dyrene tale, og de få vidner er tavse. Således er det ikke underligt, at ingen nogensinde har berettet, hvad dyrene i Zoologisk Have taler om julenat.

Vi kan altså kun undre os. Når julefreden sænker sig, og hele befolkningen sidder over anden og flæskestegen, er dyrene i zoo så travlt i færd med at udnytte deres talegaver? Løfter kamelerne deres hånlige stemmer til Allahs pris, i protest mod de missionerende vildsvins grynten om barnet i vuggen? Messer de røde pandaer deres buddhistiske mantraer? Eller skal vi håbe, at dyrene har fundet den vej til religiøs sameksistens, vi andre er for usofistikerede til at opdage? Måske har historikerne løjet for os - måske er dyrene ligeglade med Jesusbarnets fødsel og alle de menneskeskabte religioner. Har kolibrierne deres egen gud, som de summer om i deres nattedvale, på randen af sult som kolibrier altid er? Diskuterer de asiatiske dværgoddere spidsfindighederne i et kompliceret panteistisk system, mens de pudser hinandens pels? Hvilken blodets og styrkens gud lovpriser tigeren med natten glimtende grønt i sine øjne?

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

De underjordiske er stadig iblandt os, og man kan diskutere om der nogensinde har været tegn på, at de skulle være i aftagen. Måske er vi bare blevet lidt mindre opmærksomme på dem. Bagerne laver stadig kors i deres brød, og det er et faktum, at mødre til børn på Zahles skole stadig giver deres poder beskyttende amuletter, så de ikke skal blive taget af de underjordiske, når de venter på Nørreport station efter skole.

Irene Holst opregner otte steder i byen, hvor de underjordiske regelmæssigt viser sig, og der er sandsynligvis flere. En ældre dame, bosat ved Skt. Hans Torv har ét vindue, hvorigennem man kan se de underjordiskes færden på torvet. Mens hendes andre ruder ikke viser noget mere betydningsfuldt end regn, duer og cafégængere, kan man gennem dét vindue se processioner og optog af piercede bjergfolk, klædt i skarlagensrøde og kongeblå dragter, dybt optaget af deres egne alvorlige sager. Om natten, på de mest døsige efterårsnætter, hvor byen stille synger sig selv i vintersøvn, kan man høre rockguitarens triller og klage gennem den gamle dames vindue. Et par af hendes unge slægtninge kravlede ud af vinduet en af de nætter, bjergtagne af musikken og det eventyr, der lokkede. Den gamle dame sad oppe i timevis med de silkesnører, hun havde bundet om deres fingre for at holde dem fast i denne verden. Den ene af de unge kom tilbage ved daggry, halvt døv og halvt dum af nattens udskejelser. Det eneste spor, man har af den anden, er den finger der stadig hang på silkesnoren, da de trak den ind.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Indtil midten af halvfemserne blev det ikke regnet for et problem, at Rigshospitalet er ved at blive opslugt af de mørke dybder, det er bygget for at dække over. Som Selby og Dunwichs beregninger havde vist, ville de dæmoniske regioner i sidste ende opsluge Riget med mus og mand. At dette sandsynligvis ville ende med at ske i julemåneden, hvor mørkets magt er så meget stærkere, var bare en yderligere forbistring ved en enerverende omstændighed.

Som det ofte er tilfældet, blev problemet først anerkendt, da remediet var fundet, og da M. Steens løsning blev præsenteret, var der dårligt tid til at implementere den for alle de lovtaler, der skulle holdes.

Steen opstillede ganske simpelt seks modvægte på taget, seks kegleformede væsener af lys, der trækker, trækker i Rigshospitalet med en kraft, der modvirker det dæmoniske sug nedfra. Løsningen lader til at være teknisk sund, og der er endnu ikke set tegn på, at Riget er i fare for at knække over på midten, fanget som det er mellem lyset og mørket.

Ikke desto mindre har denne elegante løsning affødt et nyt problem: Hvis det en dag skulle lykkes at bortmane de mørke kræfter, der forsøger at trække Riget ned, vil der være et umodstået træk oppefra. Riget vil, må det vurderes, sandsynligvis lette, stige opad forbi Panum, der stadig ligger adstadigt fortøjet på Blegdamsvej, og sejle afsted mod horisonten. Der er noget smukt ved tanken, men vi bør nok som samfund diskutere, om vi virkelig ønsker at lade Riget blive vores første flyvende hospital.

Julekalender - kort pause

Jeg lagde mig jo lige med influenza i et par dage og har brugt tiden siden lørdag på at sove og/eller se på loftet. Jeg kunne fortælle jer historier om det loft. Det siger, det skød en mand i Reno.

I hvert fald har jeg været for sølle til at skrive nye poster - nye poster, der var noget værd, i det mindste - og da det ikke er lykkedes mig at oparbejde en buffer, har der ikke været nogen julekalender.

Jeg undskylder meget, og vil forsøge at hale ind på det, når jeg kommer op på to ben igen. Det betyder ikke, at det ikke bliver jul - højst at de sidste poster bliver forsinket ind i juledagene.

Vi ses,
Anne

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige fauna"

...M. Steen beretter om en gruppe af mennesker, der har forladt deres liv som det var for at skabe sig en tilværelse på byens tage. De klatrer op ad en husmur en dag og ser sig aldrig tilbage, selv om de ser ned meget ofte. Man ved ikke, hvor de finder deres føde, eller hvordan de klarer sig gennem de kolde måneder, der har afskrækket mange blandt os fra at følge dem derop. Man mener, de sover på flade tage, eller bundet op i kunstfærdige hængekøjer. Nogle har spekuleret, at de udvikler den slags gribereflekser, der tillader en fugl at sove på en gren. De ser ikke ud til at lide nød og går klædt i rødlige, skifersorte og irgrønne farver.

Julekalender - af Sophus' "Københavns overnaturlige Fauna"

Politibetjenten fandt den unge kvinde i færd med at hoppe splitternøgen i Skt Jørgens sø og arresterede hende naturligvis. Det komplicerede sagen, at arrestanten åbenbart ikke talte dansk ud over en hvæsen og knebren, der, som betjenten understregede, dog forekom at være venligtsindet. Tingenes nødvendige gang var naturligvis at tage pigebarnet med på politistationen og finde hende noget tøj, en kop kaffe og en identitet.

Forbløffende nok var der ingen, forældre, kærester, skolelærere eller ægtemænd, der på dokumenteret vis savnede en ung kvinde, sandsynligvis omkring de atten, billedskøn, svanebleg og lysblond. Sagen gik videre i systemerne, til tydelig forvirring og naiv fornøjelse for sagens hovedperson, der lod til at forstå sproget, selv om hendes udtale ikke gjorde fremskridt. Slaget så ud til at stå om, hvorvidt hendes skæbne skulle overlades til terapeuterne, politikerne, der krævede hende udvist som en lumsk illegal indvandrer, det modelbureau, der havde tegnet kontrakt med hende, eller de tre mænd - blandt dem den oprindelige politibetjent - der havde tilbudt hende ægteskab. Men enden på historien blev en anden.

En klar sommerdag havde én af terapeuterne taget den unge kvinde med ud at se på byen og interagere med dens indbyggere på meningsfuld vis. Da hans patient opførte sig så eksemplarisk, tog han hende med til loppemarked på Blågårds plads. Terapeuten har endnu ikke udtalt sig særligt forståeligt om sagen, men det står klart, at én af boderne solgte kostumer, og at den unge kvinde udtrykte skræppende henrykkelse over en kreation i fjer. Det var i grunden imod terapeutens behandlingsplan at give efter for patienten, med mindre hun forsøgte at kommunikere meningsfyldt, men der var noget så smukt ved de hvide svingfjer holdt op mod den lyse hud og den lange, let bøjede hals. Man kan altid gætte på motivationer, men i alt fald lod terapeuten hende prøve kostumet på, og han må have kigget væk et øjeblik. Da han så op, var hun væk, uden at efterlade sig andet spor end et par hvide dun på jorden.