Det er den anden december, og bag lågen i kalenderen er der et snefnug.

Den første sne faldt i mandags - små, enkelte snefnug der drattede ud af en mørk himmel, ganske alene og uden nogen anelse om, hvor de blæste hen. Ind imellem rejste vinden sig lidt og kastede en håndfuld visne blade op i luften, over taget på Henry Price og - hvem ved? - måske ud i uendeligheden. Der var så lidt sne, at vore australiere end ikke opdagede den, men de blev ekstatiske over at høre, det havde sneet. De håber på voldsomme og ubegrænsede snefald, der dækker hele England med hvis puddersne og sender os allesammen ud at slås med snebolde. Vi nordeuropæere tog det mere stoisk. Man kan ikke for alvor sætte sin lid til sne - det eneste, der er sikkert er de naturlige tal, døden og regnvejr, og jeg får at vide, at der kan være tvivl om døden.