Det kan altså blive en smule over hækken med de overspringshandlinger. Igår gik jeg amok med en saks og klippede løs i en stabel gamle Guardians for at lave en kollage - som ikke helt blev til noget, da jeg faldt i søvn midt i papirbunken med saks i hånd. Nu har jeg en fin samling af pæne billeder og overskrifter - jeg kan ikke helt overskue hvor meget zeitgeist der er i det, men i det mindste er det sjovt.

Så hvad er de store nyheder herovre? Aner ikke om det kan interessere jer, men:

• Amerikanernes brug af fosforgranater ("it's not as much a chemical weapon as a building block of life, sah!") mod civile i Irak. Det er vel egentlig ikke chokerende, det er bare så - realitetsbekræftende. Giver det jer ikke en varm fornemmelse indeni, at intet mål af bullshit om "kampen for frihed, demokrati og gratis budweiser" kan ændre de basale regler for menneskelig adfærd?
  

• den nye lukkelov for pubber. Vi venter verdens undergang inden for en uge, når briterne kan få lov at drikke døgnet rundt.
  

• Tv-serien over Bleak House og, endnu bedre, BBC's historiske drama om Cæsars Rom. Debattet er faktisk ret ophedet: "No woman of her social standing would have anal sex in front of her slaves and there's no archaeological evidence that Roman women shaved their pubic hair." Ah - antikken. Dickens-debatten er noget mere stilfærdig - jeg skal ikke kunne sige hvorfor.
  

• Derudover ser anti-- undskyld, "pro-liv"-debatten ud til at være på vej mod en revival, hvilket passer meget godt til den anden debat om, hvorfor britiske kvinder er så egoistiske og nægter at få børn for i stedet at være onde, narcissistiske karrierekvinder. Det er vist konsensus, at mænd er så utilregnelige, at de ikke kan tillægges noget ansvar for de faldende fødselstal.

Derudover skal der laves en ny Toryformand med et håb om at kunne tage magten - og Blair er tilsyneladende mere og mere upopulær. Guardians tegnere afbilder ham i de sidste stadier af rabies, og Times tegner ham bagbundet i en åben grav. Nåja, og sort er den store nye farve (er sort en farve?) og donationer til charities er årets julegavehit. "Skat, jeg købte dig et vandrensningsanlæg og tre geder."

A few of my favourites...

Det er begyndt at blive koldt her. Himlen er helt klar og kold hver morgen, og om eftermiddagen ligger der store, ekspresionistiske skyer slængt hen over den. Alle de små kineserpiger ser betuttede på deres ånde, der materialiserer sig foran munden på dem, når de går ud om morgenen. Der er med andre ord ingen grund til, at jeg ikke skulle føle mig hjemme her, og alligevel er jeg ramt af en snært af hjemve - hvis det da ikke bare er efteråret, jeg begynder at mærke. Jeg prøver at tænke på alle de ting, jeg godt kan lide her - med det resultat at jeg bliver splittet mellem hjemve og vemod over at skulle forlade Leeds til januar.

For at dele lidt ud: De dejligste mennesker i Leeds er (i uprioriteret rækkefølge):

Rev: "Deep River / My home is over Jordan / Deep river / I wan to cross over into camp ground." Dirigenten (rollen går på skift - denne sang er blevet udvalgt af en flot tenor der prøver at anlægge gedebukkeskæg og hader alt der er corporate) gennemgår teksten på klingende nordengelsk og er skuffet over, at vi ikke gentager den på amerikansk. "Well, it's a negro spiritual, see? It should be -- a bit more like, well, 'dontcha', right?" To af sopranerne begynder at synge "Dontcha wish your girlfriend..." og en af alterne bemærker alvorligt, at hun ikke går ind for den slags sange.

Logikere: Englændere er, naturligvis, dybt besynderlige. Man bruger de første to uger på mere og mere og mere desperate forsøg på at komme i kontakt med sine medstuderende, giver så op i forvisning om, at man ikke ville kunne få svar ud af dem med etisk forsvarlige midler - og når man så når til begyndelsen af november, begynder de at tale til en. Jeg gik næsten i chok, da en af mine medmængdeteoretikere helt spontant spurgte mig om jeg havde prøvet Samurai Sudoku i Times om lørdagen.

Hvilket bringer mig til professor Truss, min forelæser i mængdelære og åbenbart min nye bedste ven - hvilket betutter mig en hel del. Det er absolut muligt, at han ikke kan flyve, springe over skyskrabere og bevise Riemannshypotesen med to blyanter og en kort stump snor, men jeg vil gerne se det bevist. Helt alvorligt, han er ret ærefrygtindgydende. Der er nogle mennesker, der udstråler så meget intelligens og personlighed at de får alle i deres omgivelser til også at føle sig begavede og vittige. Og desuden har manden et utroligt niveau af sociale kompetencer - han er tilsyneladende alvorligt interesseret i alle menneskers velbefindende. Han inviterede til fest i fredags - bare lige hans phd-studerende, logikgruppen og fem tilfældige Erasmusstuderende. Christoph, Michael og jeg ved stadigvæk ikke hvorfor vi var inviterede, men det var enormt sjovt. Jeg er så afgjort en fan.

Christoph og Michael er de to andre "internationale eksperter" (som professor Truss kalder det) på mængdekurset, og de er naturligvis mine naboer i Henry Price. Christoph er østriger med en mørk fortid. Han taler om aldrig at vende hjem igen, men fortsætte ud i verden uden at se sig tilbage - altid på vej videre mod horisonten, en fremmed i et fremmed land. Jeg har stadig ikke fundet ud, hvad der er af dunkle kræfter i hans fortid - jeg ved så meget, at han skriver fantasyromaner om zombier, er med i bestyrelsen for den internationale minestrygerforening og har en semineurotisk afsky over for alkohol. Michael er svensk og bryder sig ikke synderligt om topologi.

Katie har jeg ikke set længe. Hun synger tenor i rev, arbejder for en kristen velgørenhedsorganisation, er amerikaner, Kristen, kreationist og meget sød. Må huske at invitere hende til the. Hun har et imponerende niveau af tolerance for alle os vantro.

Erica er et dæknavn for en pige fra Taiwan, som jeg læser statistik med. Hun er lille og smuk og feminin, og hun vil ikke fortælle mig sit rigtige navn. Hun kan kun lave en ret, kylling kogt i soja med stjerneanis, men hun drømmer om at lære at bage store kager.

Jeg vil ikke slutte uden at nævne min metaforiske løve. Den er stor og gul og kan æde et menneske i to mundfulde (tre hvis han har gået i engelsk folkeskole) og jeg er ret overbevist om, at den ikke eksisterer. Men jeg har næsten fundet et bevis for dens eksistens og den er ond nok til at jeg meget gerne vil være venner med den.

Det slog mig, at I måske kunne have lyst til at læse en kort gengivelse af mit møde med min vejleder.

Vejleder: Nu er du jo i gang med at lave en stor festmiddag, og I den anledning tænkte jeg...
Studerende: Nej jeg er ikke. Jeg er i gang med at skrive et projekt om bevisteori.
Vejleder: Ja, men du må huske på, at nogle af dem, du gerne vil have til at læse din blog er ikkematematikere, og at du derfor kan vinde en del ved at benytte en elegant metafor.
Studerende: All right. Det er dig, der er boss.
Vejleder: Netop. Og jeg tænkte, at det ville være smart, hvis du lavede nogle små kuvertbrød til din middag.
Studerende: Metaforisk set?
Vejleder: Naturligvis.
Studerende: Aha. Det er en meget god ide, men det virker lidt mere presserende at forholde mig til, at der ligger en løve på komfuret.
Vejleder: Ligger der en løve på komfuret?
(Den studerende peger på den store, menneskeædende løve.)
Vejleder: Ja, det ser sandelig sådan ud for det utrænede øje. Lad mig se...
(Vejlederen går langsomt rundt om komfuret, mens han tænksomt gnider sin hage og rynker sine højtbegavede bryn. Efter at have stirret på løven i fem minutter erklærer han:)
Vejleder: Ja, der ser faktisk ud til at være en løve.
Studerende: Ja gu' er der en løve. Men hvad skal jeg gøre ved den?
(Vejlederen tænker dybt og lyser så op i et vidende smil)
Vejleder: Foreløbig vil jeg foreslå, at du bager nogle små kuvertbrød. Så kan vi mødes igen om en uge og se lidt mere på løven.

Remember, remember the fifth of november....

Det var i hvert fald, hvad jeg gjorde fredag aften (som for resten var den fjerde). Det var mørkt klokken seks, og vinden var ved at kule op da canadieren kom farende ud i køkkenet og udbrød "Hey, look! Hyde Park's on fire!"

Der var et enormt bål inde midt i Hyde Park - en stor park foran mit kollegium, med statuer af Robert Peel og dronning Viktoria men helt uden gadelygter - og der var en masse mennesker, endnu mere mudder, børn med stjernekastere (eller selvlysende plasticstrimler, hvis deres mor havde fået lov at bestemme), pølsevogne, en fish-and-chips og en utrolig mængde fyrværkeri. Det officielle fyrværkeri startede først, da bålet næsten var brændt ned, og oplyste hele parken mens vi alle sammen stod og jublede med hold i nakken og kolde fødder, og manden ved siden af mig belærte sine to døtre om, at det hel i virkeligheden handlede om, at folk var onde og syndefulde og sprængte hinanden i luften med bomber - hvilket børnene var totalt ligeglade med, så længe der var flere Catherine Wheels tilbage. Så slukkedes bålet, og en halv time senere var parken mørk og øde.

A loaf of bread, a jug of wine, and thou

Nåja, to ud af tre er vel ikke at kimse ad, når det ikke kan være anderledes. Peter tog hjem igår. For at være helt ærlig er vinen også så relativt dyr herovre at det nok snarere er en pint og et brød. Og det er heller ikke at foragte, men jeg må indrømme, at jeg gerne ville bytte det for en ordentlig nattesøvn. En af de ting, de ikke fortæller os, når vi kommer hertil, er, at vi skal regne med at se alle vores venner hver nat klokken tre, når en eller anden silly bugger sætter brandalarmen igang. Vi har haft tre brandalarmer over de sidste to nætter, og jeg befinder mig i den der tåget-muntre, semipsykotiske sindstilstand, der skyldes søvnunderskud.

Ret beset, er en pint ikke stor set et brød på flydende form? Det er ligesom med smoothies - der står altid på dem, at de svarer til tre portioner frugt. Hvor mange skiver brød er en pint? Hvad er anbefalet daglig dosis af brød? Hvad kan man drikke for at erstatte søvn? "Denne kop kaffe udgør 7% af den anbefalede daglige søvndosis?"

Ha! Hvis man drejer forkert på vej ud af Brotherton Library, kommer man forbi et skilt med en pil og teksten "Ladies". Hvis man følger pilen, finder man sig selv uden for en dør beskiltet "School of Philosophy". "Hej selv," siger man måske. "Hej Anne." Hvis man så spørger sig selv, hvad man laver der, vil ens selv tage en ved hånden og pege opad, imens den åbner døren. Lige netop der hænger - som det første man ser - et skilt med den manende påskrift "Mind your Head".

Jeg synes, det siger rigtig meget.

Den højeste Wow-faktor i et matematisk resultat er nok den, man har i Gödels ufuldstændighedssætninger: At der til ethvert formelt bevissystem findes en sætning der er sand og ikke kan bevises. Og naturligvis spørger man sig selv, hvorfor man ikke bare kan bruge en anden definition af "bevis" - for eksempel den type bevis der gjorde det muligt at vise, at den omtalte sætning var sand? Det er et spørgsmål lidt i stil med mysteriet om, hvorfor de ikke laver fly af det samme materiale som de sorte bokse, når nu den sorte boks altid overlever flystyrtet. Der er et svar på det spørgsmål, og det er et rigtigt godt svar og jeg aner ikke, hvad det er - men jeg er lidt bange for, at det nok er noget i dén retning, mit projekt formodes at handle om. Jeg er så endnu mere bange for, at det ikke er det, mit projekt handler om, for i så fald aner jeg ikke, hvad jeg skriver om, og det kan ikke være en fordel.

I hvert fald skal jeg aflevere en foreløbig version af projektet på fredag, så jeg er en smule stresset. Meget fordi Michael lavede vejledertrick nr. 7 på mig i mandags. Det går som følger:

Vejleder: Jeg tror faktisk, det er nok, hvis du lige gør... (indsæt opgave relevant for emnet)
studerende: Det er fint - det kan jeg sagtens nå.
vejleder: Åh ja - og måske skulle du også lige...
studerende: Ja-så. Det lader sig gøre. Jeg kan bare lade være med at gå til kor imorgen.
vejleder: Og naturligvis skal du også... og ... og ...
studerende: støn!

Jeg har siddet med fikspunktlemmaer til klokken to i nat og drømte om formelle systemer med bowlerhatte. Men Peter kommer og besøger mig imorgen. Wheee!

Heden ligger dækket af en tyk tåge, der lurer mellem de rødgule bregner og blåbærrisene og skjuler de stejle bakker. Sorte, kantede klippestykker stikker frem mellem bregnerne og ud af tågen, klipper af samme slægt som stenene på den mudrede sti. Øverst på en bakketop ses et par træer i silouet, bøjet skæve af den evige blæst. Med et toner to skikkelser frem mellem træerne, sorte og tilsyneladende større end almindelige mennesker. Man hører en hund glamme uheldssvangert gennem stilheden. Så forsvinder de to skikkelser igen i tågen og de vandrende kan kun høre end deres egne fodtrin i mudderet.

Jeg har en ny teori om englænderne: De er faktisk ikke gale. De har bare en teori om at alle udlændinge er sindssyge, og i et forsøg på at være venlige prøver de at efterligne deres udenlandske galskab så meget som muligt. Mit bevismateriale er magert men solidt: Der er intet folkefærd, der kan være så vanvittigt uden at prøve hårdt. Således var der fire mennesker, alle englændere og tre af dem vildtfremmede, der fortalte mig, hvor godt det var, at jeg bar hat på Ilkley Moor - så jeg ikke risikerede at blive slået ihjel.

Måske gav vi dem også en vis grund til at betvivle vores sindsligevægt. Vi var ca. 25 udlændinge i følge med kristne, der stolprede afsted langs de glatte stier i en ujævn række ledt af nervøse turarrangører, der gjorde sig en del umage for at forhindre os i at falde ned af skrænter i tågen. Vi gled og blev mudret til, og der var nogle af de kinesiske drenge, der for vild, og vi plukkede blåbær og hoppede på sten og spiste madpakker og så nogle fugle, som de kristne piger var helt oppe at køre over (nok fordi de var de eneste med kendskab til den lokale fauna) og nogle ænder som fik de kinesiske piger til at gå i selvsving (og det var bare almindelige ænder, tror jeg). Det var pragtfuldt.

I det hele taget er folk fra Leeds University Christian Union gode til at more sig. Torsdag holdt de skumfidusgilde, lørdag var det udflugt til Ilkley Moor, søndag arrangerede de kirkegang og frokost - og det er bare det, de holder for internationale studerende. Jeg ville ikke have energi til at være kristen.

Jeg opdager, at der mangler noget i mit liv - en lille ting, sandt nok, men en af dem, man virkelig begynder at få trang til, når man undværer dem for længe. Der er meget for få kommaer i min hverdag for tiden.

Det handler for det første om, at jeg ikke har nogen anelse om engelsk kommatering. Tegnsætningen i mine afleveringsopgaver laves med en bøn og et haglgevær, og det frustrer mig mere end rimeligt er. Men det kan løses med en grammatikbog. Den virkelige grund til mit kommaunderskud er al den logik, jeg læser.

Som I nok ved, går matematisk logik egentlig ud på at flytte matematisk ræsonnement over i et konstrueret sprog, der er så formaliseret, at man kan have en nogenlunde idé om, at de ting, man siger faktisk giver mening (omend for en bizar fortolkning af dette ord) og hvilke slutningsregler man bruger og kan tillade sig at bruge. Som det er blevet præsenteret for mig, består dette sprogs alfabet (vi laver et par skjulte antagelser her) af symboler for konstanter c1, c2, c3,..., variable v1, v2, v3,..., funktioner f1, f2,..., foruden lighedstegn, logiske konnektiver, kvantorer og parenteser. Men ingen kommaer. I hvert fald ikke i min bog. I vil ikke tro på, hvor meget man kommer til at savne det skidt.

For resten må jeg hellere sende en hilsen til søens folk - specielt de af jer, der skal til Viking-con nu. Jeg er slet ikke misundelig.

I may be a Turing machine but I cannot know which one...

og i alle tilfælde er Michael Rathjen en langt sejere Turingmaskine. Jeg sidder og læser på en artikel, jeg skal skrive et projekt om, og jeg river mig i håret, for forfatteren er helt klart en Turingmaskine der tilmed prøver at lave filosofi. Med Turingmaskiner og Gödelnumre. Det er græsk for mig. Men hvis så man viser en side af det til professor Rathjen, så lyser det op og alle de små modbydelige uforståeligheder lusker et andet sted hen. De har så en lumsk tendens til at luske tilbage igen, når han ikke er der, for de er ikke bange for mig...

Det viser sig midt i det hele, at jeg for resten forventes at have et halvfærdigt skriftligt produkt i slutningen af oktober. Jeg overvejer om jeg skal gå i panik over det - men det er lidt mere fristende at prøve at holde en stiv overlæbe. Mest fordi det får én til at tale helt vildt sjovt.

Da jeg må indse, at man nok bliver underlig af at omgås logikere for meget, har jeg åbnet en ny social front: jeg har meldt mig ind i Revelation Rock-Gospel Choir. Det er vildt skægt. Der er det geniale ved gospel, at man utroligt hurtigt får et resultat der lyder af noget. Sæt en halv time af, og 30 sangere, og med et har man et stort monster af en sang, der buldrer og vugger og stiger og falder og changerer og er meget større end noget man selv kunne have lavet, og alligevel er man med til at lave den. Og så går man ud og drikker squash og spiser biscuits.

Professor Geometry kiggede sig omkring og sagde med den begejstring, der ligger i alt han siger "I mean, of course it's really brilliant. If the bird flu comes around here we'll all be dead within a week."

Sagen er naturligvis, at 73,53% (en statistik, jeg lige selv har opfundet) af alle forelæsninger på Leeds Uni foregår i Roger Stevens Buildning. Så fem minutter i hel hver time myldrer de studerende ud i de gange, der forbinder de forskellige auditorier, og fem minutter over hel finder de alle sammen plads i et andet auditorium. Det minder lidt om en flok duer - bare duer med alle former for dialekt og klædedragt og især med alle former for tasker. Og gangene er af arkitektoniske grunde særdeles smalle, så i de ti minutter hver time er de stoppet med mennesker. Det er en kamp for at nå til den næste forelæsning, og der vises ingen nåde. Som i så meget andet har de businessstuderende en fordel, da de allesammen har stilethæle eller en stor mappe at slå om sig med. Science-folkene med deres tunge skoletasker er heller ikke ilde stedt, men jeg er bange for, at de små humaniora-piger er blandt de første ofre. Jeg har hørt om den britiske høflighed, før jeg kom hertil, og om det nordlige galanteri efter jeg ankom, og det er altsammen ævl. Fra 55 til 05 er det alle mod alle.

Og det er rigtigt - hvis fugleinfluenzapandemien kommer i vores tid her, kommer vi allesammen til at krepere. Der er ingen måde, hvorpå man kan gå til timer uden at blive udsat for alle luftbårne infektioner, der er i omløb for tiden. Jeg tror, jeg har fået en lille dosis influenza, men sandsynligvis den almindelige slags - jeg føler mig ikke særligt flyvsk.

Det slår mig - på trods af titlen på denne blog, har jeg ikke sagt et ord om udsigten fra mit vindue. Der rent faktisk er på fjerde sal, hvormed titlen giver en smule mening. Måske burde den ændres?

Det er jo muligt, at I alle sammen sidder, time efter time, og klikker "forny" på denne side, i håb om engang at finde ud af, hvad pokker det er, jeg ser fra mit vindue, og i så tilfælde må jeg hellere skrive om det og lade jer komme videre med jeres liv.

Da jeg (for eksempel) kiggede ud i eftermiddag efter at have været nede på markedet, hvor man kan købe alt og en grønthandler; ja da så jeg en mand stå og lave tai chi. Det er næsten lige så ligevægtsbefordrende at se folk lave tai chi som rent faktisk at lave det og man slipper for at stå udendørs. Da det var skønt vejr, var dette egentlig ikke en fordel, men det gav mig en ekstra mulighed for at forhale beskrivelsen af min udsigt lidt mere. I må være ved at være ret spændte nu.

Det, at man kan dyrke tai chi uden for mit vindue, giver jer nok en fornemmelse af, at jeg ikke ser ud på en motorvej, og det har I ret i. Full marks. Jeg ser rent faktisk ud på et par store træer. For foden af og bag ved dem er der en mellemstor park med en bænk, hvor man kan læse sin avis (for eksempel hvis solen skinner) og som er let forkullet efter sommeren. Bag parken ligger campus skjult bag nogle flere træer. Det eneste af campus, jeg faktisk kan se, er tårnet på the Parkinson Building, hvis urskive jeg netop kan skelne om dagen. Om natten skinner der et orange lys fra et rum i tårnet. Jeg må se at undersøge, om man faktisk kan komme derop. Folk her er meget stolte af Parkinsontårnet og peger det ofte ud, og det er også storartet at navigere efter - på en mørk aften, hvor man vandrer hjemad gennem flokkene af fulde mænd i Disneyprinsessekostumer, er der noget betryggende ved at se op på det varme lys fra tårnet og vide, at det er den vej, man skal gå.

Det, jeg ikke kan se fra mit vindue, er, at parken er fuld af gravsten. Jeg ved ikke hvorfor - det er ikke i så høj grad, at den ligner en kirkegård - men lige i skyggen af mine træer står der mindst tolv store gravmæler for folk, der døde et sted sidst i 1800-tallet. Længere inde i parken, skjult for mig bag den store kastanie, går en snoet sti, belagt med gamle gravsten.

Det forekommer mig bizart med denne udstilling af gravmæler, der virker mindre stillet op og mere stillet hen - som om nogen havde været nødt til at flytte dem og ikke havde et bedre sted at gøre af dem. Jeg bør undersøge det, men jeg har en pudsig uvilje mod det. Jeg har en anelse om, at forklaringen ikke er mysteriet værdig.

En observation

Den oplevelse karakteristisk for dette sted, der maximerer funktionen besynderlighed*hyppighed, er at gå ind i en bygning af en dør i jordhøjde (eller de dér få centimeter over), fortsætte lige ud på samme etage, man kom ind på, for så at gå ud af en dør én etage over jordoverfladen. De fik ikke glattet dette land ordentligt ud, før de tog det i brug.

Jeg har for resten fundet et billede af min projektvejleder. Han satte mig til at gå til et logikseminar i onsdags. Det var vanvittigt morsomt - jeg forstod ikke et kuk, men så begyndte alle professorerne at skændes med den stakkels mand, der holdt seminaret. Så nåede han ikke at vise noget som helst, og så gik de alle sammen ud til middag.

Jeg har langt om længe fundet min projektvejleder. Det er en lidt Niels Grønbæksk udseende logiker med et bistert blik "som skulle han dyste med drager og trolde / og føres bort under sørøversejl". Jeg tror, han synes jeg er sær, men det er nok af den forkerte grund.

Og jeg har fundet ud af, hvor jeg kan få netforbindelse med min laptop. Det er altså alligevel forbløffende, hvor meget man vænner sig til at have regelmæssig adgang til internettet.

Charity Shops!

Det var en kølig septemberlørdag to dage før semesterstart, University Road var dækket af gule blade og solskinnet faldt blidt ned fra en klar himmel og strålede tilbage fra glasskårene på vejen. Og jeg tænkte: Jeg tror, jeg vil gå til Headingley og se på butikker. Min lokale evolutionist siger, der er fyldt med charity shops.

Så jeg har været i mindst tolv butikker til fordel for alt fra psykisk syge til "Pets in need of Vets". Og der er en Vintage Shop i Hyde Park (ja, jeg troede også, det var i London) som jeg er absolut forelsket i. Og ejeren siger, hun ikke har noget imod at flytte til København til sommer.

Der er altså, hvis I ikke skulle vide det, noget helt specielt ved at handle i genbrugsbutikker. Man får bare ikke samme tilfredsstillelse af jæger/samlerinstinket i almindeliuge butikker, hvor der er adskillige eksemplarer af hver vare, og hvor der ikke er helt samme ratio af totalt ubrugelige ting (er der nogen, der kan bruge en cerisefarvet herrebadekåbe med pufærmer?).

Undervisningen startede for resten i går. Jeg har vaeret til tre forelæsninger: En i geometri med en nydelig ældre herre, der henrykt forklarede, at han aldrig tidligere havde haft geometri, men at det ville blive vanvittigt sjovt at undervise i. Og en i mængdelære - et kursus som jeg ikke skal have, men som jeg har tænkt mig at substituere for mit kursus i kodningsteori, fordi kodningsteori efter kun en forelæsning viser sig at være lige så sjovt som at sidde og se edderkopper krepere af alderdom. Bare mere ubehageligt. Og en smule mindre intellektuelt udfordrende.

Men professor mængdelære er sympatisk. Det er svært at have noget imod det første menneske, jeg nogensinde har hørt erklaere Universet for ubrugeligt og imod reglerne.

Konstantin Strøm som statsminister!

Så længe vi slipper for ham i de ny Tintin'er. Ja, det har jeg først opdaget nu - vi er bagud med nyhederne herovre. Men børn, har I tænkt alvorligt over det? Kunne det ikke være, at hele Bjævermosespørgsmålet har været en finte fra forlagets side for at få os til at se bort fra endnu mere utilstedelige ændringer i oversættelserne? Personligt vil jeg ikke føle mig tryg, før jeg har nærlæst de nye udgaver.

Hvad er status? Som det vil være bekendt for enhver, der har grund til at læse denne blog, trak vor heltinde tidligt den 12/9 2005 teltpælene op og begav sig til Leeds for at erhverve sig større viden. Hun har tilbragt tiden siden da med introduktionsaktiviteter og andre typer af forvildet omkringrenden. Blandt andet aner hun ikke, hvor hendes teltpæle blev af.

Min nuværende bopæl er kollegiet Henry Price Building aka. "that place, you know, it's based on a Swedish prison". På grund af ombygning skal blok D, E og F rømmes fra slutningen af januar, hvorfor man har sørget for at fylde dem med studerende, der kun skal være der dette semester - altså udvekslingsstuderende. Jeg bor, kort sagt, i Babelstårnet 4. th.

Vi er ti, der deler en forunderligt tyndvægget lejlighed og et rummeligt køkken: to svenskere, en argentiner, to australiere, en psykedelisk canadier, mig - og så de tre tyskere. Og de tre tyskere er tre ud af utallige tyskere i Leeds, og de hidkalder deres landsmænd fra alle kanter, hjørner og facetter af campus, til vores køkken er bristefærdigt med tyskere. Det er en lidt overvældende oplevelse.

Der har heldigvis i de sidste dage formet sig adskillige transnationale alliancer, så faren for en total tysk køkkenmagt er efterhånden negligibel. Jeg begynder dog at nære en vis frygt for, at australierne i kraft af deres totale dødsforagt i omgang med spiritus og køkkenredskaber kan
ende med at udgøre en kulturel overmagt.

Jeg blev registreret tirsdag morgen. Det var det mest idiotiske spild af mandtimer, jeg har oplevet, og indrømmet, mit liv har været kort, men stadigvæk - jeg har gået i dansk folkeskole. Jeg har et sammenligningsgrundlag. Proceduren er som følger: For hvert kursus, hver studerende ønsker at følge, skal hun udfylde og underskrive en formular, der fås ved den bod, der er opstillet af det relevante institut, få den stemplet af først dette institut, og dernæst sit moderinstitut. Så stiller hun sig i en af to køer, alt efter om hun skal betale tuition eller ej. Hvis hun stiller sig i den ikke-betalende kø, vil hun for hver to meter blive høfligt tiltalt af en tilsynsførende, der ønsker at se hendes dokumenter for at sikre sig, at hun er i den rigtige kø.
Hver anden af disse myndige personer vil være fejlinformeret om hvad tegnet "E" i betalingsfeltet står for, og insistere på, at den Erasmusstuderende bør gå over i betalerkøen. Ved høflig insisteren fra den studerende vil den næste tilsynsførende blive tilkaldt og forklare, at det er rigtigt nok - hun skal ikke betale. "Go on, luv".

Hendes vej vil nu være lang og snørklet, fra den ene gymnastiksal ad omveje ind i den anden. Her sidder en flok kontrollanter ved borde, og en autoritativ dame beordrer folk i køen hen til det rigtige bord. Her bliver deres papirer efterset, de bliver fulgt hen til en venlig dame, der forklarer skriveren, at folk med et E i betalerfeltet ikke skal betale. Nu bliver den håbefulde studerende anbragt i en sidste kø, for enden af hvilken hendes billede bliver taget og et studiekort bliver udstedt. Hvis hun huskede at komme tidligt, vil hele processen ikke have taget mere end halvanden time, og hun er nu officielt studerende ved University of Leeds.

En hymne til ære for vor Alma Mater vil nok være på sin plads her, men jeg kender ikke University of Leeds' pendant til Fight fiercely, Harvard.

Men nok om dét (og ja, det er allerede for meget). Er der nogen, der har noget begavet at sige om den nye Pride and Prejudice-filmatisering?