September...

... er altid den smukkeste måned. Man kan sidde hele eftermiddagen på en træbænk i universitetsparken, mens træerne hvisker i vinden. Der går en iling gennem græsset, der glitrer i solskinnet, og et øjeblik sidder man på en tømmerflåde på et jadegrønt hav under en septemberblå himmel. Vinden bærer en ubestemmelig frisk duft med sig, og man har uden helt at være opmærksom på det en fornemmelse af, at man næsten ved, hvad det er for en følelse, der har samme farve som himlen i september.

Gud har stjålet rummet, og måske er der intet, der er, som det giver mening at forestille sig det.