Det regner
Regnvejr er frem for alt en sindstilstand.
Der er det trygge regnvejr, der slår mod ruderne og med hver eneste dråbe fortæller en, at man er indendørs, hjemme, og at hjemme er et godt sted. Det regner konstant og afmålt og lader tydelig forstå, at det kan blive ved hele dagen. Regnen sludrer venligt på den anden side af ruderne som for at tage del i hyggen indendørs, og man kan komme til at lægge sin bog for at lytte til regnen og bilde sig ind at den fortæller noget fortroligt. Det er et regnvejr, der indgår i en treenighed med en god bog og en kop kakao, og en ingrediens i de bedste og sjældneste af venskaber.
Der er det inderligt melankolske regnvejr, der driver ned ad alle flader og foregiver at være et grundlæggende princip i tilværelsen, og det eneste konstante. Det inviterer en til at gå ad flade, slubrende marker i silende regn og betragtninger om altings forgængelighed og sjælens nødvendige ensomhed, og man kommer træt og gennemblødt hjem, oplivet af at have tilladt sig selv den luksus af tidsspilde og melankoli.
Der er det tomme regnvejr i byen, der falder mellem grå bygninger fra en grå himmel og ender nyttesløst på den sorte asfalt. Det gør alle mennesker fremmede i lange sorte frakker, de dukker hovedet og skynder sig gennem gaderne uden nogensinde at se op. Det laver små floder langs kanterne, risler ned i kloakkerne og går tabt.
Der er den type af efterårsregn, der lader til ikke så meget at falde som at hænge i luften i småbitte dråber. Det er en overraskende mild regn, der putter sig under skyerne for den kolde, blå himmel, og den kan hænge så tæt, at den et øjeblik kan lade som om den tid er kommet, hvor verden skal forenes under havoverfladen.
Der er triumferende sommerregnvejr, der hamrer ud af en himlen som et jubelråb, dråber så store som tokroner og alt er gennemblødt på et par minutter. Der er blæsende regnvejr der tilsyneladende kommer fra alle retninger og op af jorden. Der er silende novemberregn, som man trodser godt pakket ind, og den varme, man føler inderst inde er fornemmelsen af at have klaret sig mod en overmægtig natur ved snilde og viljestyrke. Der er fortabt, iskold regn i de dybeste vintermåneder.
Der er regn, der falder mens man sover, efter lang tid under trykkende dystre skyer, og man vågner tidligt til en klar himmel og den lugt, der kommer efter regn.
