Tænker I nogensinde over, hvor utroligt lidt man ved om nogetsomhelst?

Der hænger sedler overalt på Gården her om, at vi ikke må tænde for vandhanerne, fordi det åbenbart får kælderen til at svømme væk, og den ligger under huset og kan derfor ikke få lov at følge sine naturlige migrationsmønstre. Men det lader til at vi godt kan bruge toiletterne. Og det er godt. Men hvorfor? Går vandet fra toiletterne ud et andet sted? Eller er det ikke på vejen ud, men måske vejen ind, der er problemer? Kan det tænkes at toiletvandet og vandhanevandet er i forskellige fagforeninger og det kun er hanevandet, der strejker?

Det er altid de mest essentielle ting, man ikke ved, hvordan virker. Internettet for eksempel. Jeg putter tekst ind i mit keyboard her, og det dukker op på en skærm hos jer. Eller måske ikke. Og jeg aner ikke hvordan det virker. Jeg må have meget vigtige ting at putte i min hjerne, siden jeg ikke har fundet plads til den slags viden.

Ja. Hold fast i dén tanke...

Min indre statistikbjørn vil gerne sige:

Dette viser nok ikke helt, at chokolade er godt for mænd. Dermed ikke sagt, at mænd ikke skal spise chokolade. Og de må gerne dele. Måske især med min indre statistikbjørn, for den slags væsener bliver let triste i en verden, hvor der ikke er særlig mange journalister der kan stille kvalificerede spørgsmål...

Statistikbjørne spiser journalister rå. Med syltetøj og chokoladesovs. Og dermed er der retfærdighed i verden.

Hmm - jeg kan lugte shokoladekage?

Hmmm - jeg kan ikke finde på andet at skrive, men jeg kan da skrive om, hvad der sker her på IV. Det vel næsten obligatorisk, og faktisk er hele sagen et interessant studium. For ser I: Det drejer sig om principper.

Der er den der ting med fremlejere på kollegieværelse, og nok især med udenlandske fremlejere; det er ikke helt ligegyldighed, men ofte kommer resten af gangen ikke rigtig til at kende dem. Så vi kender ikke ham den kinesiske fremlejer. Han kommer hjem efter ni de fleste dage og tager afsted før otte, og han spiser vist ikke andet end spaghetti, som han koger i en stegepande. Han kommer ikke til festerne, han læser ikke avisen. Så det er jo ikke så underligt, at han siger, at han gerne vil have gangskat tilbage for denne måned. Men naturligvis er det en af den slags historier, der eksploderer i hovedet på os alle sammen. For det drejer sig kun om 70 kroner - og princippet.

Vi kunne jo sagtens give ham pengene. Det er den ene ting, alle er enige om. Og det er nok netop fordi beløbet er så lille, at der er blevet fyldt adskillige sider af vores gangbog med debatindlæg.
For kan vi tillade os at lade folk tage alt det, vi som gang er fælles om, som en buffet? Glidebaneargument: Skal dem, der ikke ser fjernsyn så også betale mindre? Dem, der ikke læser avis? Dem, der ikke bruger krydderier og løg?

Der er den brede kams princip: Alle betaler det samme. Det er Retfærdighed. Der er sikkert et blåt flag, vi kan vifte med over det.

Der er flertalsdiktaturargumentet: Vi er alle sammen blevet enige om, at gangskatten er rimelig. Og den er ikke højere end på de andre gange.

Og så videre - principper er ikke rationelt funderede. Man kan kun få dem gjort til sandhed ved at proklamere dem så højt og så længe, at alle giver efter - inklusive en selv.